En nuance af blå

Sydende fransk samfundskritik og vild surrealisme flettes sammen i denne skævt krøllede film fra Michel Gondrys hånd. ’En nuance af blå’ er baseret på romanen ’Dagens skum’ af den franske forfatter Boris Vian, som umiddelbart efter 2. Verdenskrig skrev dette sit nu mest kendte litterære værk – spækket med samfundskritiske referencer, kafkask klaustrofobi og fordømt kærlighed.

Den rige unge levemand Colin (Romain Duris) bor i en farvestrålende lejlighed i Paris fyldt med finurligheder, en charmerende kok (Omar Sy) og et styks sød husmus. Og bedstevennen Chick, som idoliserer filosoffen Jean-Sol Partre i en grad, så kæresten er ved at blive vanvittig.

Colin vil også være forelsket, og som bestilt møder han den søde Chloé (Audrey Tautou), hvis navn også er titlen på Colins yndlingsstykke af musikeren Duke Ellington. Det er kærlighed ved første dans, og Colin og Chloé lever herefter i en lykkelig boble. Lige indtil Chloé bliver alvorligt syg. Undersøgelser viser, at en aggressiv åkande vokser på Chloés ene lunge, og Colin må bruge alle sine penge på friske blomster, der måske kan skræmme åkanden væk, når de lægges på Chloés bryst.

Det lyder syret, og det er det bestemt også. Som Chloés sygdom forværres, smuldrer hende og Colins lejlighed bogstaveligt talt om ørerne på dem, mens også deres venners liv går op i sømmene. Udenfor forvandler Paris sig fra en solbeskinnet romantisk by til et gråt og uhyggeligt industrihelvede.

Gondry, som tidligere har stået bag de fine ’Evigt solskin i et pletfrit sind’ og ’The Science of Sleep’, har endnu engang skabt et helt unikt univers a la ’Alice i Eventyrland’. Opfindsomheden fejler bestemt ikke noget hos Gondry og hans hold af franske effektmagere, og ’En nuance af blå’ sprudler således af så mange komiske, sære, ulækre og helt aparte animationspåfund, at den overvældende detaljerigdom næsten tager pusten fra en.

Det bliver efterhånden for meget af det gode, og det visuelt overdådige univers bliver filmens hæmsko. ’En nuance af blå’ glemmer helt den originale fortælling, så vi i stedet får en alt for klæg kærlighedshistorie, der kontant er i fare for at drukne i virvaret af besjælede objekter og voldsomt udpenslet kritik af det kedelige franske arbejdersamfund. Spøjst, men desværre knap så dybt.