De elskende passagerer

Højtflyvende og dybt udknaldet. Spanske Pedro Almodóvar er tilbage i den udskejende komediestil fra hans 80'er- og 90'er-succeser, der gav melodramaer et nyt kinky kick.

Og der er fuld turbo på de flyvende dramaqueens og deres sexeskapader.

Panikken kommer før passionen. For der er noget galt med landingsstellet, og flyet må cirkulere med udsigt til nødlanding. Passagererne på økonomiklasse er bedøvet, og de resterende på første klasse panikker sammen med besætningen. Dog ikke mere end at det kan forløses af et steward-show og et par Valencia-cocktails. Så er alle ærlige, elskelige og snakkesalige – og deres understel er fuldt ud funktionelle!

Som altid brillerer Almodóvar med et fabelagtigt persongalleri, her med overvægt af kendte ansigter fra både tidlige og nye film. Størst er Antonio Banderas og Penélope Cruz i den skønne åbningsscene, som man ønsker sig bare lidt længere. Javier Cámara er vidunderlig som den tequilaslurpende purser, der ikke kan lyve – i øvrigt turens største dramaqueen, kun Cecilia Roths diva nærmer sig samme højder. Lola Dueñas stjæler sig til opmærksomhed, og et knald, som synsk jomfru. Og Paz Vega er som altid smuk desperado.

Man bliver småforelsket i denne sprudlende svævekomedie af kærlighed, begær og passion. På ægte almodóvarsk vis kædes karaktererne sammen af tilfældigheder, og der er både skælvende kød, høje hæle og kvinder på randen af et nervøst sammenbrud.

Almodóvar er blandt de få nutidige instruktører, der nyder stor mainstream-succes med det hjerteligt morsomme i homoseksuelle tendenser. ’De elskende passagerer’ er hans allermest homo-fikserede komedie, og de fleste klicheer rykker i højt gear. Men trods skyhøjt humør og glimrende adspredelse efterlades man med en følelse af luftig kitsch uden megen mening med kådheden.

Budskabet er simpelt: Vær ærlig og løssluppen… og elskende. Selvom man har hovedet i skyerne, skal man nok komme sikkert ned på jorden igen. Så løsn sikkerhedsbæltet, folkens, i håb om en take off som denne.