Huden jeg bor i
DRAMA
Premiere 29. september
Vanvid kan tage mange former. Det samme kan kærlighed og hævn. Ind i mellem er de tre tilstande snublende nær på hinanden. Hvem kan sige, hvilken der er den meste ægte følelse?
Den geniale og skruppelløse plastikkirurg Robert Ledgard (Antonio Banderas) kan i hvert fald ikke. Køligt har han smeltet sin tilværelse og sit talent for avancerede og banebrydende indgreb sammen til et hele, der vel kan siges at være en slags grundforskning i identitet. Ikke hans egen, men den mystiske unge kvinde Vera (Elena Anaya), der er hans patient og rolige fange. Han har bygget hende.
Uden at afsløre for meget, så er alt naturligvis ikke, som det ser ud. Den livstrætte husholderske (Marisa Paredes) bærer på et tungt hjerte. Den gale videnskabsmand på en tragisk fortid. Og derfor foretager han ikke de mange indgreb for sin egen skyld. Han gør det for at læge den fortid, som filmen i et noget ujævnt tempo får rullet ud. I hvert fald til at begynde med.
Fordi filmen så overlegent trækker på Hitchcock-fillm, blandet med film noir og klassisk horror, så vil denne spanske Frankenstein-fortælling nok give delte meninger, fordi den både står ved sin inspiration og går sine egne og meget Almodovár’ske vegne, hvor identitet og liv ikke er det samme, men kan sættes i spil og ændres. Menneskets største organ er i hans hænder det lærred, der definerer den ene krop fra den anden. Huden skaber identitet, men den er ikke vores identitet.
Visuelt dvæler filmen ved det smukke; køligt panorerende over ubetalelige malerier, moderne og lidt skræmmende kunst, til laboratoriets sterile, skinnende orden og varm, perfekt hud. Lægen er omgivet af skønhed, men ænser det kun i glimt, så optaget er han af projektets nødvendighed. Når roen bliver flænset af udefrakommende elementer og rutinerne brydes, rystes alle beboere.
Længe er man i tvivl om det er den gamle historie om lægevidenskabeligt overmod; lægen, der skader for at kunne helbrede (sig selv), eller om det er historien om en kærlighed, der er gået for vidt. Manden i kitlen er både skaber, nedbryder og iagttager. Og kvinden i rummet lader det ske. Hvad Vera gør i den kolde mands effektive, og altid koldsindige varetægt, og hvordan hun er endt på det afsidesliggende gods, kommer meget sent for en dag.
Og derfor er denne anmelder også lidt i tvivl om hvilket ben, hun skal stå på. Men den foruroligende følelse, der sidder i maven efter rulleteksterne er færdige, giver lyst til at tænke lidt dybere over det.