Carmen & Lola

Kærlighedens kraft er større end det enkelte menneske. Den spirer, hvor den spire vil – og den blæser på kultur og religion. Derfor har kærligheden også til tider sin pris. I ’Carmen & Lola’ er vi vidner til et konfliktfyldt kærlighedsdrama, hvor kærligheden netop spirer, hvor den ikke burde. 

Carmen (Rosy Rodríguez) og Lola (Zaira Romero) lever i et overbeskyttet og eksplicit patriarkalsk sigøjnermiljø i Madrids forstæder. Carmen (17 år) er forlovet, og det forventes, at hun gifter sig, føder børn og tager sig af sin kommende ægtemand – som en god sigøjnerkvinde. Men da den unge Carmen møder Lola (16 år), ændres begges tilværelse. Hvor Lola er mere tro mod sin – omend hemmelighedsfulde – afvigende seksualitet, er Carmen i højere grad underlagt den kulturelt nedarvede homofobi. 

Begge unge kvinder befinder sig i et følelsesmæssigt fængsel, da det at være en homoseksuel sigøjnerkvinde ingen eksistensberettigelse har. Den hemmelige affære koster frustrationer, splittelse og tårer, men den spirende kærlighed er som en mælkebøtte, der bryder den hårde asfalt – den trodser modstanden og finder sin vej mellem de to kvinder, der blot kan drømme om et andet liv end det, som de er født til at leve.
 
’Carmen & Lola’ er dog mere end blot et kærlighedsdrama, da instruktøren Arantxa Echevarría fremsætter et dobbeltærinde med sin debutspillefilm: Minoritetstilværelser indenfor minoritetsgrupper. Med en racialiseret tilværelse som sigøjner, der kæmper mod de hvide fordomme, bliver tilværelsen således ikke mindre kompleks af, at man afviger fra den stærkt heteronormative sigøjneridentitet. 

Men til trods for de vigtige budskaber, bevæger filmen sig desværre for ofte på et overfladisk plan. Filmen er karakterdrevet, men kendskabet til karaktererne er sparsomt – og det ellers højspændte drama bliver derfor på paradoksal vis en flad oplevelse, hvor publikum til tider blot skummer på overfladen af de høje bølger og aldrig når ned i dybet. 
 
Filmen har uden tvivl noget på hjerte, og Echevarría giver dem, som ikke nødvendigvis føler, de har en stemme, en stemme, som dog desværre ender med at drukne i alt andet end stemmernes ophav.