Man of Steel

Ikke så super, mand.

Det lød ellers optimalt, at lade folkene bag moderniseringen af Batman holde umådeholdende Zack Snyder i ørerne, mens han genopfinder den største superhelt af dem alle. Men selvom operationen lykkes i form af den alvorligste og mest mastodontiske version af Superman hidtil, så er patienten oppustet og charmeforladt.

Lige fra den omfattende, scifi-megalomanske prolog om hjemplaneten Kryptons sidste dage, viser 'Man of Steel' titaniske muskler, begrænset hjerne og forsvindende lidt hjerte.

Efter tre minutter tager Russel Crowe flygten gennem dødsstrålekrydsild ved at springe på ryggen af en flyveøgle, der med sine fire vinger vifter enhver parallel til den nye, voksne Batman-trilogi bort for stedse: Det her er en lang, men ikke en grundig film, uden revolutioner af mytologien, og med en øget sammenbidthed opnået ved at skære alle de humoristiske bidder ud og erstatte dem med mere bulder og brag.

Historien er nok en genstart, men i hovedtræk en sammenskrivning af de to første af de gamle film med Christopher Reeve i røde underbukser. Truslen er atter Supermands artsfælle General Zod, men i denne udgave bliver deres opgør en intern affære med vores klode som kulisse, der fylder langt, langt mere end Clark Kents forhold til sig selv – og til Lois Lane.

Lois kender nemlig straks fra deres første møde sandheden, og derfor er der intet spil mellem dem. Her er en Superman, der slet ikke har tid til flirt og hemmeligheder – og dermed den romance, der ellers er så afgørende for, hvad han er for en.

Godt det samme, for kemien er væk. Henry Cavill er unægtelig en flot fyr, men bringer ikke meget mere til figuren, og det er lidt af en bedrift, at få gjort søde Amy Adams' tilstedeværelse så overflødig.

Istedet er det alt det ydre, der akkurat holder 'Man of Steel' flyvende. Visuelt og effektmæssigt nedtoner Snyder godt nok sine herligt vulgære trademarks og spiller langt mere sikkert, end han plejer. Men han spiller til gengæld koloenormt stort uden at ryste det mindste på hånden. Det er rigtig godt arbejde, simpelthen, og i et par nærkampssekvenser også fuldstændig vanvittig actionekvilibrisme.

Selv midt i udmattelsen over den endeløse finale, hvor vi for 117. superheltefilm i træk lige skal have smadret en storby, må der nikkes anerkendende af virtuositeten og overblikket.

Det ændrer bare ikke, at på Zack Snyders eget awesomeness-indeks er 'Man of Steel' meget mere 'Uglerne fra Ga'Hoole' end 'Watchmen'. Og på Supermans-indekset ikke i nærheden af klassikerne fra '78 og '80 – eller for den sags skyld den langt fra perfekte, men dybt oversete 'Superman Returns' fra '06.