Vice

En stille mand. Kontrolleret, hemmelighedsfuld, snu og med en exceptionel evne til at få de mest ekstreme ideer og planer til at lyde plausible. Dick Cheney er en svær mand at greje en biografi omkring, men instruktør Adam McKay og hans fantastiske hold har fandeme gjort en god indsats! Som det påpeges intentionelt i den sarkastiske introtekst.

For ’Vice’ er ikke en vanlig biografi, men et skarpsindigt vinklet causeri over hvordan amerikansk politik er endt som et manipulationsshow af højtråbende egotrippere med mottoet ”Make America Great Again” (MAGA). Nok er Cheney en nedtonet fyr, men han har virkelig forstået at gribe sine chancer, ikke mindst ved at finde små spidsfindige sprækker i de politiske svingdøre, og gøre dem til egen stor vinding.

En af dem er Unitary Executive Theory – der kort sagt går ud på at præsidenten har enerådig magt til at sige og gøre som han vil, og så er det lovligt. Det sætter Dick Cheney (Christian Bale) i spil, da han i 2001 kringler sig til posten som vicepræsident for George W. Bush (Sam Rockwell), som kvikt overtales til at lade Cheney deale med eksempelvis udenrigs- og militærpolitik. Og inden længe flyver ordrerne fra DC-vicen: 9/11-gengældelse i form af tortur og henrettelser, Saddam-jagt og utallige krigsmanøvrer i Mellemøsten. 

McKay, der for to år siden vandt Oscar for det ligeså skarpe ’The Big Short’-manuskript, bejler igen til Oscar med spiddende politisk satire på højeste plan. Med endnu flere meta-lag og fantasifulde tillæg: Den machiavellistiske sengesnak af Shakespeare med konen Lynne (Amy Adams) der som en anden Lady Macbeth har ført sin mand frem; en fake news-fortælling med happy end plus credits (hvis Cheney ikke var fortsat i politik); de velkendte småkuriøse cameos; alt sammen toppet med et genialt fortællertwist.

Christian Bale brillerer som Cheney, og hans rolige bevægelser, afmålte blik og underdrejede stemmeføring er yderst Oscar-værdige – ligesom det eminent ægte makeup-job, der også gør Steve Carell til Donald Rumsfeld og Sam Rockwell til George W. Bush.

Der er rigtig meget spil for galleriet her, og mediekritikken er tydelig. Deriblandt cowboy-helten (Reagan), der er først med ”MAGA”-mottoet; Naomi Watts’ ultrakonservative tv-vært; vildskudsdramaet, som Cheney aldrig leverer undskyldning for; samt ditto i det afsluttende interview hvor han taler direkte til kameraet i ære over sine bedrifter. 

Noget udpensles, andet antydes, men som han formåede med finansbomben i ’The Big Short’ får McKay også dette indviklede politiske spil til at fremstå forståeligt og underholdende. Derfor er ’Vice’ en vigtig film, og et fremragende eksempel på at samfundskritik heldigvis har endnu en stor, seriøs platform at spille på.