Engle i Amerika

Dette storslåede, prisvindende manuskript fra 91/92, der siden også er tv-tiseret, opføres nu lige her. I lille Danmark.

Mange år efter i et land langt fra glimtende endeløse vinduer i sorte højhuse og depressive, valiumafhængige, hjemmegående kvinder. En svunden tid, hvor AIDS var Guds straf over bøsser, i et land, der priste (og stadig priser) kernefamilien, magten og pengene.

'Engle i Amerika' indbyder til en stor fortælling. En poetisk, magisk fortælling om vildskab og kærlighed, død og venskab.

Fire og en halv time senere har jeg trods tålmodighed og dyb koncentration ikke kunne finde den fortælling.

Første akt starter kedeligt ud. Trods Peter Plaugborgs fantastiske spil, er problemstillingen fremlagt ganske banal. Hans karakter Prior har fået AIDS. Han forsøger, sammen med sin kæreste, Louis (Martin Bo Lindsten), at håndtere sygdommen. Deres følelser er ganske forventelige, poesien skåret væk.

Den såkaldte magi indtræder via lyden af dingeling-stjernestøv som i en Disney-film, så den syge Prior kan møde den unge valiumafhængige Harper (Marie Tourell Søderberg) og vi kan forstå, at det er i en anden dimension.

Hvor første akt er kedelig, er anden akt stort set uforståelig.

Prior er indlagt på hospitalet og hans sygdom er forværret. Da en sygeplejerske nævner, at han måske skal snakke med nogen om sine følelser, hejses en stor, sort bog ned fra loftet, mens violiner brager gennem højtalerne. Prior ser op på bogen som straks forsvinder igen. Han ser ligeså uforstående ud som resten af os.

Nogle karakterer lyser langsomt op; mormon-moderen (Ditte Gråbøl) der ankommer til New York for at redde sin homoseksuelle søn, er skarp og sjov. Casper Crump med løse håndled og små striktrøjer er troværdig og menneskelig, når han rasende brøler af den arrogante jurist (Flemming Enevold).

Men der mangler en tone. En musikalitet, en klar retning. Mange ting virker ufrivilligt komiske. Da en engel (Sarah Boberg) hejses ned med et brag og bygningen eksploderer, falder store stykker skumgummi-mur på jorden uden anelse af tyngde. Intet kunne virke mere uskyldigt og grinagtigt.

Prior onanerer til englens religiøse tekst, og vi betragter ham uden at forstå, om det er en kritik og provokation af alt det hellige og religiøse eller en oprigtig livsglæde der sagtens kan rummes af en kærlig Gud.

Den unge Harper vandrer rundt i et snelandskab med en fantasiven der hedder Løgner Løgnesen, og så møder de en eskimo.

Gennem tredje akt tegnes der et billede af New York og Amerika. Værdierne og den såkaldte frihed og alle de grupper, der lægger under for det. Bøssernes syge kroppe fylder hospitalerne op, men medicinen er kun tiltænkt de rige og magtfulde.

Stærke, rørende billeder af blottede, nøgne mennesker og deres ensomhed dør på scenen, og alt bliver til ingenting.

Gang på gang skiftes der, med lynets hast, mellem dramatiske følelsesudbrud og ironiske, solbrilleklædte engle.

Jeg ved, at det har måttet kræve et stort mod at iscenesætte denne kæmpe. Desværre kan jeg ikke mærke, hvorfor dette valg er blevet truffet. 'Engle i Amerika' er sikkert en storslået tekst. Alligevel forlader jeg Edisonscenen uden at være blevet berørt af de engle, der pinte og ensomme vandrer rundt derinde.