Dredd

Velkommen til en forfalden fremtidsverden, hvor Mega City One er civilisationens sidste bastion. ”Civilisation” er nu så meget sagt, når metropolens beboere lever en kummerlig tilværelse i fordækte bydele, der får slummen i Mumbai til at ligne velhaverkvarterer. Retfærdighedens eneste udøvere er Dommerne, en autoritet, der iskoldt forener jury-, dommer- og bøddel-rollen.

Dredd er den mest bad ass judge af dem alle, med kronisk nedadbuede mundvige, en unaturligt hæs stemme, som Don Corleone selv ville have misundt ham. En handlingens mand, hvis ordforråd er begrænset til kitschede one-liners.

Da den synske dommer-rookie, Cassandra (Olivia Thirlby), bliver hans nye makker, går alting grueligt galt. Det, der ligner en rutinesag i den bandestyrede boligblok Peach Trees er pludselig en farefuld gidselsituation. Og så er det jo belejligt, at Cassandra er clairvoyant og Dredd så pokkers dødbringende.

Judge Dredd er udtænkt af to gutter i sluthalvfjerdserne. Udviklet til en mytisk tegneseriefigur med forrygende måsesparkerpotentiale, og filmatiseret for første gang i 1995 med Stallone i sort spandex med ekstreme skulderpuder og fyldig skridtbeskytter. Det er Karl Urban, som har overtaget trikoten til tæsk, tugt og træge replikker.

Hvis man er til tavse mænd med et noget anstrengt ansigtsudtryk og en mekanisk Robocop-kropsstatur, så leverer Urban bestemt actionvaren. Men den uaftagelige hjelm på hovedet er en mandeburka, der skjuler sjælens vinduer, øjnene. Dommerens søndagsskolestrikse mine trykker kvalmeknappen i bund.

Det dystopiske univers er til gengæld veludført. Billedsiden er dog ordinær i bedste fald, ensformig i værste, så det ikke er til at tro, at den danskboende Oscar-vinder, Anthony Dod Mantle, styrer kameraet.

Endnu mere utænkeligt er det, at den ellers fortrinlige Alex Garland, der blandt andet har skrevet manus til den smukke 'Never Let Me Go', har forfattet dette trivielle manuskript med skabeloner uden hverken sjæl, sind eller saft. Halvfesne actionscener, forudsigelige forløb samt flade karakterer konstruerer tilsammen et faldefærdigt filmskelet, der gør plotstrukturen frygteligt fattig.

Dommer Dredd? Nok snarere Dommer Dyssende!