Ex Machina

Alex Garland har skrevet og instrueret denne mesterlige sci-fi perle, der i iskolde, smukke omgivelser genopliver et af sci-fi genrens fornemste grundmotiver: Angsten for maskinen. Angsten for det kolde og upåvirkelige, der ser ud som os og taler som os, men som ikke plages af menneskets akilleshæl: Følelser.

En ung programmør, Caleb (Domhnall Gleeson), ansat i et Google-lignende firma vinder en uges ophold på firmaets stifters afsidesliggende residens i bjergene. Den excentriske stifter Nathan informerer ham ved ankomsten om, at han har bygget en menneskelig robot, og at det nu er Calebs opgave at bidrage til en vurdering af, hvorvidt hun – for det er i høj grad en hun – kan bestå den såkaldte Turing-test. Scenen er sat til et klaustrofobisk kammerspil.

Turing-testen afgør, om en kunstig intelligens kan forveksles med menneskelig intelligens. Ikke HVOR intelligent en robot er, men om den har menneskelig intelligens. Stor forskel. Og det er lige præcis ordet menneskelig, der er den afgørende faktor for filmens intense stemning af mistillid og paranoia. For hvornår ved man med sikkerhed, hvad et andet menneskes reelle intentioner er?

Robotten Ava er bedårende i Alicia Vikanders spinkle skikkelse, og det varer heller ikke længe, før hendes udseende er et forstyrrende element i Calebs analyseapparat. At hun er designet af Nathan til at være tiltrækkende er åbenlyst, men hvorvidt robotten selv er bevidst om sin fremtoning er det spørgsmål, Caleb ikke formår at afkode. Gengælder Ava hans følelser? Eller er hendes intelligens så menneskelig, at hun blot anvender sit udseende til at opnå, hvad alle levende mennesker ønsker: Sin frihed? Er hun i sandhed så menneskelig, at den altoverskyggende selvopholdelsesdrift er til stede?

Oscar Isaac forlener den manipulerende hipsterchef Nathan med en uigennemskuelig og sløset jovialitet, der står i ubehagelig kontrast til hans truende fysik og alfahan-adfærd. Hans usympatiske væsen driver Caleb lige i Avas højteknologiske favn.

’Ex Machina’ er en fremragende sci-fi thriller, der inden for en snæver ramme formår at plante en isnende følelse af usikkerhed hos sit publikum, fordi den sætter kilen ind i gråzonen mellem tanker og følelser. Dette er menneskets og ikke robottens tort: Siger du, hvad du mener, og mener du, hvad du siger?