Den Skaldede Frisør

”Tak fordi I troede på en film, hvor folk taler, som har de en kartoffel stukket ned i halsen”, fremstammede Susanne Bier i sin takketale ved sidste års Golden Globe-uddeling. Bier er bestemt ikke en typisk kartoffeltalende dame. Hun er dén danske kvindelige filminstruktør med størst kunstnerisk og kommerciel tæft.

I 'Den skaldede frisør' er parcelhuskartoflen stukket meget langt ned i den provinsielle hals. Tapeterne er grå, møblementet kedeligt og omgangstonen ensformig. En triviel kulisse om indersidens ulmende eksistentielle angst og erkendelsen af, at en hjemmelavet citronfromage er ugens absolutte højdepunkt.

En måske, måske ikke bekæmpet brystkræftsygdom efterlader den skrøbelige Ida (Trine Dyrholm) tom. Trist. Tøvende. Men langtfra trynet. Til alt held kommer livet hende til uventet undsætning, da hun møder den reserverede Philip (Pierce Brosnan). Hendes datter og hans søn skal giftes. I Bella Italia. Omgivet af Amalfikystens azurblå hav indbyder tilværelsen pludselig til følelsesmæssigt la dolce vita og et nyt livsgrundlag, der rimer på amore.

Tretten år efter succesen 'Den Eneste Ene' vender Bier tilbage til den genre, der gav hende både publikums og kritikernes gunst. 'Den Skaldede Frisør' kradser dog i mere smertefulde skorper, mens den effektivt kombinerer tårer og kluklatter. Filmen balancerer smukt mellem tungsindige temaer, mens let glidende humor lægger sig nænsomt om filmens betændte hovedmotiv. En velfungerende helhed.

Trine Dyrholm er aldeles vidunderlig som den forsagte, følsomme Ida, der skal igennem sygdom for at turde livet. Pierce Brosnan viser sig fra sin mere inderlige side som den kølige, men også forstående Philip. Applaus til eminente Bodil Jørgensen, der ufravigeligt gør sin birolle mindeværdig.

Italien ses fra sin mest fotogene side, og Bier demonstrerer en fantastisk æstetisk billedforståelse, der opvarter med en sensibel sanselighed, man ikke forbliver upåvirket af.

Er alt skønt? Nej. Klipningen er på krykker, karikaturerne overskygger ofte karaktererne, og forudsigeligheden flader fremdriften ud.

Men! Dialogen dundrer drillelystent derudaf, inderligheden parrer sig med oprigtigheden, og Italien har næsten aldrig været smukkere. På film, i hvert fald.