Meter i sekundet

Hella Joof har lavet en charmerende filmatisering af Stine Pilgaards populære roman ’Meter i sekundet’, der modtog De Gyldne Laurbær i 2020. Det handler om at miste fodfæste og kæmpe for at finde sin plads i livet.

"Vi vil i Velling", står der på byskiltet i den lille jyske flække, hvor Marie (Sofie Torp) nødtvungent er flyttet til fra København sammen med kæresten Rasmus (Thomas Hwan), der har fået job som skrivelærer på byens højskole, og deres lille søn. 

Marie er normalt et socialt menneske, der klarer sig fint i alle situationer med sin bramfrie åbenmundethed og kronisk ironiske tilgang til livet. Men det fungerer ikke i Velling, og Marie kan ikke rigtigt afkode den vestjyske samtaleform – de korte sætninger og de lange pauser.

Mens Rasmus hurtigt omfavner højskolelivet med elever der tilbeder ham, kommer Marie skævt ind i de sociale sammenhænge og har svært ved at blive en del af fællesskabet - både på højskolen og blandt de lokale - og hun kæmper med rollen som påhæng. ”Jeg er enebarn og er vant til at få applaus når jeg kommer ind i et rum, men her er der ingen der klapper”, konstaterer hun modløst. 

Forstanderinden (Lotte Andersen) fikser lynhurtigt et job som brevkasseredaktør til Marie på lokalavisen, og får drengen sendt i dagpleje hos Maj-Britt (Bodil Jørgensen). Samt tvinger Marie til at tage kørekort (det kan man ikke undvære på landet), hvilket bliver en prøvelse for både Marie og alle byens kørelærere. Men det er først da Marie begynder at lytte til gode råd fra Anders Agger (spillet af ham selv), at hun langsomt indser at det ikke blot er hendes omgivelser hun skal falde til i, men også i sig selv.

Filmens tempo er ganske langsomt og afspejler fint lokalsamfundet. Mange af karaktererne på højskolen er karikerede og lidt fjollede: De veganske klimabevidste woke elever, der vil redde hele verden men i bund og grund egentlig kun tænker på dem selv; og lærerne i øko (Maria Rossing) og keramik (Rikke Bilde) der er åh-så inderlige og bedrevidende. Men det gøres med et glimt i øjet på sædvanlig Joof-maner og man tilgiver det ret hurtigt. 

I romanforlægget er der fyldt godt op med sangtekster og brevkassesvar, det løses i filmen ganske fint med en enkelt protestsang (for påhæng) og en slags drømmesyn, når Marie modtager og svarer på breve fra fortvivlede lokale.

Alt i alt er ’Meter i sekundet’ en rigtig feel-good film som ingen slår sig på - og det trænger vi til indimellem. Som altid opfordrer jeg til at man også læser bogen – om ikke for andet, så for de ret geniale anti-højskole-sangtekster.