Educating Rita

80'er-stykket, der er oversat til 'Lærenemme Rita', bringer store emner op mellem publikum på de røde bænke under en lettere regnfuld himmel.

Den grovkæftede, udannede frisør Rita (Cecilie Stenspil) opsøger lektoren Frank (Flemming Enevold), der udover at være utroligt dannet også er lettere alkoholiseret og halvulykkelig. Rita er træt af kundernes ligegyldige snak og mandens dødssyge tv-programmer, og som hendes fulde mor får deklameret i en brandert – som den eneste poetisk rammende replik i stykket – trænger de til at synge nogle bedre sange.

Rita vil gerne synge bedre sange. Hun tørster utålmodigt efter at vide mere, og Frank tager, efter en lidt sløj afvisning, imod hende med åbne arme. Han har derudover et alkoholmisbrug, der skal betales, og et godt og ganske liderligt øje til Rita.

I to semestre skal den unge frisør lære og skrive om engelsk litteratur, og der udvikler sig et venskab mellem den halvgamle professor og den ivrige elev.

Forestillingen bringer vigtige emner på banen. Klasseforskelle og kulturel arv. Kan man tillære sig alt dette, hvis man er vokset op med helt andre værdier, og har man lyst til at tillære sig det?

Egentlig forekommer det mig urealistisk, at Rita, der helt ærligt ikke kun er fremstillet som arbejderklasse, men også som snotdum og urealistisk underdanig overfor Franks nedladende stikpiller, har lyst til at indgå i hans arrogante litterære foredrag.

Jeg savner, at Rita med den tykke amager-accent svarer igen og siger fra og viser os nedenfor, at der er ting, som hun ved, og hvor Frank er mindst ligeså dum og uvidende. I stedet sidder vi og klukker over den bedårende men uintelligente tøs, der intet ved om Peer Gynt og Ibsen. Hvis jeg var Rita, ville jeg i det mindste finde en anden lærer. Men lære det vil hun.

Den engelske dramatiker, Willy Russel, har taget turen selv. Steget op fra en arbejderfamilie og endt på Broadway med utallige priser bag sig. Og heldigvis er den dumme, naive, bramfrie tøs, som dramatikeren, lærenem.

Stykket fejler som sådan ikke noget, og begge skuespillere gør det glimrende. Stykket skriger dog på at blive nyfortolket og sat i en nutidig politisk kontekst. Ikke at Rita behøver spille dansk sygeplejerske fra Hvidovre, men en nutidig dagsorden kunne sagtens være bedre indarbejdet. De små dialogscener virker, som en anden anmelder har skrevet, mere som gennemgange end egentlig kød og blod, og først til sidst blomstrer store følelser og opgør op.

Husk regntøj, madder og lidt chokolade. Så har du også lidt at fordrive tiden med.