Cabaret

Dekadence så det buldrer og blænder. Det forbudte og syndige er der stadig, men det er ikke nær så lystigt og kækt som det normalt udfolder sig. Lars Kaalunds ’Cabaret’ gør ondt – både på den rigtige og den forkerte måde. Det afhænger af, hvilket af de to cast-hold man vælger, for der er stor forskel i kvalitet og karakter.

Den grundlæggende stemning er dog fænomenal og holder sammen på det tragiske og det komiske, som adskiller de to cast-versioner. På en grå og blottet scene åbner og lukker indramninger sig, og lys blænder op og ned. Som et kameraobjektiv skiftes fokus, og kontrasterne skærpes mellem hverdagens triste pensionat og nattens festlige Kit Kat Klub.

Dekadencens yderpunkter af køligt fordærv og opulent svir mestrer scenograf Kim Witzel med to meget forskellige sider af nøgenhed. Det finurlige tekniske tiltag med lydeffekter – mest døre, glas og skrivemaskine – udført af foley artisten Ruth Sullivan, starter fascinerende ud, men bliver lidt forceret i længden. Så higer man efter festen i Kit Kat Klub med Anja Vang Kraghs ekstravagante kostumer.

Emcee bliver mere end før dekadencens konferencier, når han træder ud af natklubbens fest og blander sig i sladder, paskontrol, deportering med mere. Han forsøger at holde nazismen ude af Kit Kat Klub, men bare ved at minde os om at glemme vores problemer, får han rusket op i gruen. Hans talent for at sprede fest og glæde snerper til, og selvom kostumerne er allermest prægtige og Sallys sang lyder ”Life is a Cabaret”, så mærker man at krigsbulderet er rykket ind i klubben. For musik, sang og dans er rå og vred som en protest.

Generelt er musikken mere upoleret og skramlende, på den der populære Brecht/Weill-facon. Det kaster humoristiske klimt som sørgmodige klange af sig, og det fine 12-personers orkester får også plads til at improvisere. Kaalund kalder sin version for anti-musical, og meningen er ganske sprød, men det går for vidt i nogle sangpræstationer, som bliver for karikerede og forvrængede.

Det gælder i højeste grad Mille Lehfeldt, der er sæsonens største fejlcasting som Sally Bowles. Hun vrider, vrænger og piver sig gennem alle sange, så hendes ansigtsudtryk i den hvide make-up får hende til at ligne en klovn. Umådeligt overspillet, anstrengt og karikeret. Så er Cecilie Stenspil heldigvis både skøn og fræk, og hendes klare stemmenuancer balancerer flot det søde, rå og forfalskede.

Ligeså eminent er Hanne Uldal som Fräulein Schneider, hvorimod Kirsten Lehfeldt er enormt opmærksomhedskrævende med sine revyagtige replikoverbygninger. Eksempelvis i sømandssnakken overfor en helt vidunderlig Patricia Schumann, der giver optimal charmefaktor til den ellers ret simple Fräulein Kost.

Allerbedst er Peter Christoffersen og Peter Plaugborg i hver deres version af den allestedsnærværende Emcee – førstnævnte vild og farlig, sidstnævnte mere komisk og omstændig. Begge har karisma så det basker, og Emcee bliver et naturligt midtpunkt som spektakelmager og drivkraft i en grad, så man som publikum bliver særdeles opmærksom på sin rolle som betragter.

Som i bogforlægget til musicalen, ’Farvel til Berlin’, hvor forfatteren Christopher Isherwood skrev sig selv ind i handlingen og gennem jeg-fortælling udtrykte de berømte linjer: ”Jeg er et kamera med lukkeren åbnet. Det er helt passivt, det ser og bevarer, men det tænker ikke.”

En smule voyeurisme har ’Cabaret’ altid haft, men i Kaalunds vision er det ikke på den begærlige eller uskyldige måde – nej, her gør det ondt. Særligt eftertrykkeligt i den barske slutsekvens, der starter med bulder helt ud i teatersæderne – og en storartet scenografisk overraskelse – og slutter med dunkende hjertesmerter over den desværre stadig aktuelle segregation. Kuldegysende pointeret af en enkelt rød rose pillet fra hinanden af Emcee.