Madame de Sade

Det er sådan med ekstremer at vi tiltrækkes som afskrækkes. Markis de Sade er en af dem, der både pirrer og intimiderer. Hans dominans bekræftes her hvor seks kvinder omkring ham – med hustruen i centrum – mødes i dialogstærke konfrontationer om sex, vold, magt, moral, religion og frihed.

Som i en terapigruppesituation sidder de på klapstole og lytter til hinandens relationer til den aristokratiske libertiner, der endnu engang er fængslet for usømmeligheder. Kun i få øjeblikke stilner talestrømmene – når en pisk smælder i luften, et sværd hugges i gulvet, eller sælsomt, sort støv stimer ned ad de hvidkalkede vægge, der signalerer begrænsninger og konventioner. Lidt provo-skriblerier og tegningen af en kvinde, der kaster hjerteblod op, får snart selskab af titelkarakterens smerteblod og varsler revolutionen i 1789, som slutscenerne læner sig op ad.

Selvom der kun er kvinder på scenen, mærker man tydeligt den mandlige spejling. Ikke kun i Markisen, der lagde navn til sadismen og efterfølgende blev hyldet som normbryder – seksuelt som eksistentielt. Det inspirerede den kontroversielle, japanske forfatter Yukio Mishima til at skrive dette teaterstykke (1965), og det røde solmotiv og sværdet på scenen hinter til Mishimas forfejlede statskup inklusiv harakiri. Ganske kreativt af den svenske instruktør (og nytiltrådt teaterdirektør sammen med Vibeke Windeløv) Stefan Larsson, hvis opsætning tidligere på året i Stockholm var mere klassisk kostumedrama.

Her er beklædningen moderne, primært i sort og hvid, der udstråler en kølig kontrol som dække over den dualisme, karaktererne kæmper med. Som i de enkle skift mellem kjole og bukser, der pirker til seksualitet og status. Det virker meget maskulint, nærmest blottet for kvindelist og helt uden den sanselighed, der normalt lukker os ind i sexspektaklet.

I stedet bliver vi forført af ord – store og stærke, filosofiske og poetiske. De seks pragtfulde kvinder har virkelig ordene i deres magt, og formår trods tekstens omstændelighed at besnære og engagere. Det er interessant at forsøge at afkode deres seksuelle blændværk, og ikke mindst deres udvikling da verden vælter og vender i revolution. De er ikke bare forskellige kvindetyper, men repræsenterer flere sociale lag og generationer.

Nutiden reflekteres i Molly Blixt Egelinds portræt af den yngre søster, der har en letsindig tilgang til sin affære med sin svoger. Den eneste, der kan ryste hende, er Comtesse de Saint-Fond, der ofte promoverer sin lystige frihed og chokerer med diverse sexhistorier. Cecilie Stenspil er helt forrygende som den eneste af kvinderne, der virker komplet og selvsikker i sin seksualitet. For det er unægtelig sexanekdoterne, der står stærkest og mest temperamentsfuldt i dette stiliserede drama.

Også markant i det spændstige generations- og konventionsopgør mellem datter og mor, der måske er mere ens, end de selv tror. Kirsten Olesen er formidabel som mama hofsnog, der må ty til hykleri og tilgivelse til slut. Og Sonja Richter går lige i hjertet med sin hudløse skildring af den troskyldig Madame de Sade, der er allermest splittet af passionen. Desværre fornemmer vi kun svagt hendes rationale i de absolverende valg – særligt fordi hun har været så intens i sin poesitilgang til livet.

’Madame de Sade’ er en powerpræstation, der holder, uanset moralen overvejende er en anden i dag. For Markis de Sades særkende af uhæmmet sammenkædning af sex, vold og magt er for længst udødeliggjort i både kunst og fakta, og kun de færreste kan undsige sig at have følt sig draget som rystet af de vilde konfrontationer, det kan føre med sig.