Mefisto

En rigtig Mefisto, bliver han beskrevet som, allerede inden han har fået sin signaturrolle som netop djævlefiguren i ’Faust’. Men er han reelt mere Faust end Mefisto? Peter Langdal leger mesterligt med Faust-myten i en af årets bedste iscenesættelser – af teatrets forførelse, sindets begær og fællesskabets bedrag.

Den lettere sarkastiske bemærkning fra den kommende svigerfar menes først og fremmest i betydningen af den djævelske forfører, Hendrik Höfgen er som skuespiller – og dermed i spydig forståelse af de forledende omstændigheder i hans datter Erikas ægteskab. Hendrik er nemlig godt på vej til at smiske og møsse sig ind i betydningsfulde kredse, som kan honorere hans ambitioner. Og selvom nazisternes magtovertagelse truer med at splitte familie og venner, tilstræber Hendrik sig succesen for enhver pris.

’Mefisto’ er baseret på Ariane Mnouchkines manuskript (og teaterstykke) efter Klaus Manns satiriske roman om hans eks-svoger, skuespilleren Gustav Gründgens. Og det satiriske har fået forrygende plads her i Peter Langdals regi. Ikke bare det vidunderlige persongalleris spæde særheder, men også de roller de spiller på diverse scener i stykket. Helt absurd sjove er prøvescenarier på den revolutionære Kabaret Stormfuglen, som genialt fortæller deres egne små samtidshistorier – der oftest kan trække tråde til vor nutid. Bistandskontorprut og telefonfis er ingen overdrivelse, det er bare satire, der trykker.

Det er så suverænt et ensemble, der samler sig om en fremragende Olaf Johannessen, og hele tiden stjæler opmærksomheden fra hans Mefisto-karakter. Helt unik er (som altid) Jens Jacob Tychsen, hvis fysik og toneleje bare kan klare alt fra grå kommunisme til spids kabaret-bh. Iben Hjejle er både rap i kæften og i røven, ikke mindst i sexclinch med Cecilie Stenspil. De fleste af de i alt 12 skuespillere har flere roller at boltre sig med, og det er en ren fest at overvære.

Ligeså levende og facetteret er Ashley Martin-Davis’ scenografi, der skærer flere vinkler på teatermiljøet med for-, midt- og bagscener. Skiftende indramninger af rå murstenmure, en stor gitterlåge, sortmalede vægge, kæmpespejle – og når man tror, at der ikke kan komme flere nye detaljer, så dukker en ny dør op, senge, et klaver, lysekroner med mere. Og så er hele fjerde række i øvrigt inddraget til ekstra tale- og løbebane, ligesom gang og sidedøre benyttes flittigt.

Det er alt sammen med til at give publikum følelsen af at være midt i det hele, at komme ind bag facaden på den kunstneriske identitet. Man kunne velsagtens være mere pågående end at udpege de lækre hummere blandt gæsterne, men stilen er gennemført og ovenud velfungerende. Klassisk og alligevel også så moderne at man får skruet tankevindingerne godt ind på egne nære dæmoner.

Det er sjældent Hendrik bevæger sig af scenen eller væk fra kulisserne. At han også spiller skuespil i privaten ses tydeligt. Eksempelvis da han første gang møder familien Brüchner og snart beder Erika om at hjælpe til sin uerfarenhed med ægte kærlighed; efter han er blevet gift med Erika og fremfører synd for mig-monologer til morgenmaden i sengen; og da familien reciterer – og spejler sig i aristokratiet – fra Tjekhovs ’Kirsebærhaven’, springer han straks ind med regi-kommentarer og sender dem alle ud af scenen en for en.

Således slutter første akt tragikomisk, og tone og tempo bliver noget mere grum i anden akt. Som i nazismens tunge skyts, der også trænger ind i kunstnerverdenen – og Hendrik lader sig forlokke. Sælger sin sjæl som Faust. Og fortsætter med at forføre andre som Mefisto på scenen.

Dobbeltheden er dybt fascinerende – visuelt flot illustreret så enkelt som i scenen hvor Hendrik først dirigerer spotlyskeglerne og efterfølgende kaster sig ind i dem, imens de stadig flakker ustyrligt. Man siger, at djævlen venter i kulissen, men Hendrik er aldrig fri af sine dæmoner, der er med overalt.

Han kunne sagtens være mere led, men der noget fermt moderne over hans glatte måde at tiltuske sig sin vilje og opnå berømmelsen. Han glider af på kritik og problemer – indtil han har opnået den største succes. Uden nye ambitioner og flere højder at stræbe efter går han i baglås og mindes om, hvor kynisk han har været overfor andre mennesker.

Spørgsmålet til sidst er, om man tror på hans sidste ynkelige ytringer om, at han bare er en ganske almindelig skuespiller, eller om man føler det som endnu en omgang spil for galleriet helt ude på scenekanten i sved og tårer. Føler vi med ham og hans diverterende sind?

Her melder sig endnu en ambiguitet, der prikker til publikums moralske følelser. For vil vi dybest set helst se andre menneskers succes eller fiasko, glæde eller smerte? Hvad føler vi helt ærligt i de to yderpunkter? Og ændres det, når mennesket er enten en Faust eller en Mefisto?