København

”Bare blive overvældet af alt dette liv, al denne mylder. Fugtig i øjnene uden påviselig grund. Og meget meget fjern.”

København set gennem Dan Turèlls øjne på den sidste slentretur i byen. Og selvom man ikke bliver rørt til tårer af teaterkoncerten om hovedstaden, så mærker man i allerhøjeste grad byens mylder og marv. Lidt fjernt og overfladisk, men sådan er byen jo også.

Meget tidstypisk vækkes københavnerne af larmen fra metrobyggeri. Hvilket passer glimrende med Poul Henningsens revyvise ’Byens lys’, der levende beskriver de modsætningerne og dualiteter byen rummer, og dermed rammer nerven i ’København’. Cementeret af Jannie Faurschous version af Raske Penges ’Bor Her’ – for de findes virkelig overalt i byen, de ældre kvinder, hvis garvede brokkevers nemt kunne blive til rap.

Således sætter instruktør Rolf Heim spotlyset på de københavnske arketyper gennem nyfortolkninger af 18 musiknumre, der spænder fra dansktop og spillemandsbeat til pop, rock og hiphop. Det har garanteret ikke været en nem opgave at udvælge sange, og vi kan sikkert hver især savne nogle – som Jokerens ’Havnen’ (eller ’Rastløs’), Mikael Simpsons ’Kokain København’ eller klassikere som ’Tag og kys det hele fra mig’ (Liva Weel) og ’Solitudevej’ (Elga Olga). Det diffuse og forhastede medley af enkelte linjer fra udeladte sange som afslutning på showet gør intet godt. Der skulle man hellere bruge tiden på et par sange ekstra.

De fleste typer og motiver er med. Karrierekvinder, kamphaner og kærlighedsjagere – stræben, strid og sex. Oftest i kontrast til sangteksterne, men indimellem formidabelt forstærkede i udtryk. Som de smukke og kraftfulde harmonier i ’Gammel Kongevej’ (Szhirley); Tom Jensens restaurantvisit i ’Manden på Risten’ (Carl Alstrup); og Cecilie Stenspil, der synger ’Malene’ (Sys Bjerre) så vildt og voldsomt, at man aldrig mere fucker med hende.

Derimod rykker ’Åh hvilken herlig nat’ ikke langt fra originalen, især fordi Tom Jensens vokal er meget tæt på John Mogensens; og så skuffer en ret uinspireret udgave af Ulige Numres tophit ’København’. Allermest besynderlig og kedelig er dog fortolkningen af ’Forelsket i København’ (Bent Fabricius-Bjerre), hvor distancen mellem byboerne bliver tydeliggjort.

Midt i sangfesten og kærlighedserklæringen til København findes nemlig et budskab. Om tolerance, nærhed og omsorg. For der er en tendens til enten at fræse derudaf eller sumpe sammen. Til at storbyens folk bliver overfladiske og fjerne. Det understreges med Dan Turèlls ’Gennem byen en sidste gang’, hvor de fem skuespillere smukt og illusionsløst vækker tanker og følelser om byens sjæl.

”Alting er så flygtigt og forbigående. Som éns sidste slentretur i byen.”