Hvidstengruppen

'Hvidstengruppen' ligner for meget en skolefilm og har for få gode skuespilpræstationer.

”Nogle må dø for at andre kan leve” lyder filmens undertitel. Bortset fra modstandsgruppens navn, kunne det sagtens klinge som en klichéfyldt amerikansk krigsfilm. Og skuespiller Anne-Grethe Bjarup Riis’ første spillefilm som instruktør er da også en dansk pendant til en sådan.

Miljøskildringerne er der ikke en finger at sætte på: Vi befinder os i Hvidsten i Jylland under 2. Verdenskrig. En gruppe borgere gør modstand og hjælper englænderne ved at tage imod faldskærmssoldater og våben. Kroejeren Marius Fiil er gruppens leder, og det er omkring kroen at filmen foregår. Både de personlige dramaer og krigen.

Så langt så smukt. Problemet er bare, at skuespillerne ikke spiller særligt godt. Jo, den gamle garde gør da: Jens Jørn Spottag, Bjarne Henriksen og Bodil Jørgensen for eksempel. Men de unge og uprøvede har for eksempel ingen timing og empati.

Tag nu Thomas Ernst, der spillede fremragende i Nils Malmros’ 'Kærestesorger' fra 2009. Han er i Hvidstengruppen' reduceret til en banal dilettant. Er det hans eller instruktionens skyld?

Og hvorfor skal vi høre alle regibemærkningerne? Hvorfor skal vi have forklaret årsagen til, at en frihedskæmper har en giftpille hængende i sin halskæde? Det har vi jo hørt til udødelighed før. Det er blot et af mange eksempler på underlige stop i filmen, hvor regi bliver til replik i denne seneste Regner Grasten-produktion.

Samtidig er filmen et godt eksempel på, hvor effektiv flashback-brug kan være i historiske film. Desværre fordi den ikke bruger dem. Man ødelægger nok ikke slutningen, da folk der er en smule historieinteresserede ved, at gruppen blev sat i fængsel og henrettet, inden besættelsen var ovre. Det kunne man have brugt som åbning og derfra lavet flashbacks.

I stedet skal vi se den kronologiske, lidt langsommelige proces, hvor gruppen går fra amatører til små-professionelle modstandsfolk, for så at blive arresteret og henrettet.

Det får filmen til at smage unægtelig meget af skolefilm for de ældste klassetrin. Det kan umuligt have været meningen. Ligesom det heller ikke kan have været meningen, at skuespillerne i nogle scener taler med tyk jysk dialekt, for i den næste at bande på københavnsk.

Samlet set efterlader alt dette et broget og noget ufuldendt billede af en gruppe, der i den virkelige verden engang var helte.