Ser du månen, Daniel

Medmenneskelighed og tilgivelse. Det er nok den eneste måde man kan komme igennem et grufuldt gidsel/torturforløb, og ikke mindst genoptage/nystarte sit liv bagefter. Essensen og budskabet i den unge danske fotograf Daniel Ryes meget åbenhjertige fortælling om de 398 dage fanget i Islamisk Stats gidselmareridt. I hans foredrag og i DR-korrespondent Puk Damsgårds roman fra 2015.

I ’Ser Du Månen, Daniel’-filmatiseringen er der dette billede, der siger det hele: Daniel (Esben Smed) ser de små lysglimt i mørket, et syn fuld af udmattelse, men også tilgivelse, og en snert af næsten lykke. For han har netop overlevet, hvor ikke mange overlever. Efter hans frigivelse starter IS deres vilde og infame henrettelser for åben skærm, hvoraf Daniel ser sin medfange og ven James Foley (Toby Kebbell) få halsen snittet over.

Således er der en del barske scener med vold, ydmygelser og desperation i fangenskab. Men klippeteamet Anne Østerud og Lars Therkelsen gør ofte kort proces i de mest modbydelige scenarier, og giver tiden til de stunder, der har mere håbefulde noter. Som da Daniel får chancen for at flygte, når fangerne skaber et fællesskab, og opretholdelsen af troen på at nogen forsøger at bringe dem hjem.

Manden, der hjælper med efterforskning og forhandling kaldes Arthur (Anders W. Berthelsen), og som han siger: ”De drives af et had vi ikke kender til.” Og det er nok heller ikke her vi kommer til at kende det, for instruktør Niels Arden Oplev og medskaber Anders W. Berthelsen lader bødlerne være ret anonyme sataner. Ganske som i bogen, der dog alligevel udpensler torturen og forsøger at grave mere ind i IS-monsteret.

’Ser Du Månen, Daniel’ er en barsk film, men skabt til mainstream med et gennemgående håb, der også afspejles ved at bruge meget tid på familiens viljestyrke i deres kamp for at indsamle de 15 millioner, der skal få Daniel frigivet. Men der lefles også lidt for internationalt publikum, når det påklistrede og sentimentale USA-besøg popper afrundingen op, og Obama-direktivet fremhæves. Indtil da har filmen flot undgået det sentimentale, ikke mindst fordi komponist Johan Söderqvist er eminent til at sætte rørende toner på afdæmpet vis.

Det ødelægger måske en del af spændingen at man kender udfaldet, men på den anden side ville man ikke lave en dansk spillefilm om gidseltagning, hvis der ikke var håb og lyspunkter. Og budskabet om medmenneskelighed og tilgivelse bliver kun mere aktuelt og nødvendigt. 

Månen som symbol har rigtig mange betydninger, lige fra livgivende til skæbne, galskab og død. Man kunne sagtens have udnyttet symbolikken og skabt noget visuelt smukt som modspil til det grufulde. For helt essentielt er titlens måne velnok lyset i mørket, og det lever og ånder i Daniel Rye og hans historie for altid.