Headhunterne

Hvis der er noget, som den nuværende finanskrise burde have lært os, så er det, at en yuppiedrøm kan blive til et mareridt på et øjeblik. Og at livet handler om meget andet end penge.

Denne kontante og glimtvis underfundige norske actionthriller går til biddet på det storsælgende oplæg af bestsellerforfatteren Jo Nesbø med en overbevisning, hvor visheden om at være lige fem minutter efter samfundsudviklingen, knapt mærkes.

Roger Brown (Aksel Hennie) lever, som om det er 2007. Mere vil hele tiden have mere. Han er på toppen af sit game, men med et øje på afgrunden. Den succesrige headhunter er en iskold fisk i et meget dyrt og eksklusivt akvarium. Glat og høfligt ubehøvlet. Og så er han kunsttyv for at kunne betale sin luksuslivsstil, inklusive kone og elskerinde. Alt er et spil.

Da superkandidaten Clas Greve (Nikolaj Coster-Waldau) dukker op, og både er ideel til en vanskelig topstilling og indehaver af et hidtil forsvundet maleri af Rubens, er det for stor en lækkerbisken for Brown. Og det bliver skæbnesvangert. Hovedjægeren bliver den jagede.

Denne film bliver markedsført som ’lavet af holdet bag Millenium-filmatiseringen’ – og man mærker helt klart slægtskabet; det kølige, nordiske, realistiske går igen, men her dog pakket med ganske livgivende humor, som den svenske trilogi ikke havde (velsagtens fordi der immervæk ikke var meget at grine af i plottet). Det forfalder dog ikke til slapstick, selvom filmens gags (flugttraktor, lortetøndeskjul og overvægtige tvillinger som airbags) kunne ende dér. De er nemlig ikke mål, men midler til overlevelse. Og til en god fortælling.

Tempoet er lige så hurtigt, som historien er fermt og kulørt fortalt. Personerne er langt ude, nærmest Coen-agtige, men med det lag af ægte følelser og skandinavisk realisme, der ikke får historien til at gå i selvsving.

Når Roger er nødt til at få fingrene helt ned i snavset eller deale med folk under hans niveau, kan hans fysiske ubehag og nerverne mærkes helt udenfor jakkesættet. Så det er med fryd, at man ser, hvordan det hele tiden går fra ondt til værre. Meget værre.

Samtidig er det netop dér, at headhunteren bliver menneskelig. Filmens sidste tredjedel både forløser og binder sammen, så resultatet efter en heftig rutsjebanetur gennem uhyrlige yderligheder er tilfredsstillende.