Kvinder i for store herreskjorter

Norsk humor er hyggelig. Sjældent grov. Stort set aldrig farlig. I ’Kvinder i for store herreskjorter’ folder den sig ud i al sin ufarlige hyggelighed.

Filmens dramaturgi er bygget op omkring tre kvinder gennem en sommer i Trondheim. Et velkendt set-up: Tre kvinder i hver sin alder, der gennemgår kriser, der lader til at hænge uløseligt sammen med det at være kvinde. Eller i hvert fald det at være en kvindekliché. Hvordan er man en rigtig kvinde? Skal jeg vælge mellem børn og karriere? Er jeg noget værd her i livet, hvis jeg ikke stifter familie?

En ung og naiv litteraturstuderende, en midaldrende højgravid performancekunstner og en ældre ensom forfatter med skriveblokering er de tre kvindetyper, der skal en tur i ringen med disse evindelige kvindeklicheer. Fortællingen om den unge Sigrid og hendes kortlevne romance med en ældre forfatter i identitetskrise løber med opmærksomheden.

En dødsdømt affære mellem en ung kvinde, der drømmer om at miste sin uskyld og en midaldrende mand, der sukker efter at genfinde sin egen, er klassisk og underholdende materiale. Hvor de bedste versioner – såsom Woody Allens ’Manhattan’ – indfanger det enestående forhold mellem to individer, ender ’Kvinder i for store herreskjorter’ med at karikere og banalisere de to figurers motiver.

Filmens dramaturgiske greb, den flersporede fortælling, der ideelt set væver sig ind og ud af hinanden, er mislykket. Dynamikken i de tre fortællespor er helt enkelt ikke ligeligt fordelt og fornemmelsen af en sammenhængende fortælling udebliver. De kvindelige hovedroller spilles dog med sødme og klædelig beherskelse af Henriette Steenstrup og Anne Krigsvoll, og debutanten Inga Ibsdotter Lilleaas leverer charme og nærvær trods den noget stereotype figur.

Som filmen skrider frem og den ufarlige humor trænger sig mere og mere på, bliver det ganske tydeligt, at fortællingen ikke rigtig vil os noget. Den vil bare være en historie om det at være kvinde. Fred være med det, men når den eneste mand i fortællingen – trods den totale nedrangering til impotent og fortabt forfatterkliche – er det eneste menneske i fortællingen, jeg som kvindelig tilskuer identificerer mig med, er der vist et eller andet, der er slået fejl.