En chance til
DRAMA
Premiere 15. januar 2015
Godhed, der giver moralsk bagslag. Susanne Bier prikker igen til vores udflydende moralske grænser, men lige præcis dette dilemma er måske for entydigt.
At snuppe et andet pars baby – for at redde barnet, give det en bedre chance. I tanken en godhjertet grundide, men i praksis sjældent forsvarligt og fair. For omstændighederne skal – som filmens kommunefolk også bekræfter – være ekstremt grelle, før forældre frakendes retten til deres barn. Også selvom Sanne (Lykke May Andersen) og Tristan (Nikolaj Lie Kaas) er junkier og umiddelbart forsømmelige med deres eget og babyens liv.
I filmens trailer antydes en lidt anderledes vinkel på babyhistorien end den mere komplekse, der rent faktisk udspiller sig i ’En chance til’. De sociale faktorer ridses hårdt op, men helt essentielt er det de dybe, personlige følelser, der handles ud fra. Dem, der er så opsat på retfærdighed og så sikker på hæderlighed, at det kan blive svært at skelne mellem rigtig og forkert.
Nikolaj Coster-Waldau er tilbage i dansk film og typecastingen som eviggod fyr. Her som politimanden Andreas, der er godheden selv og altid klar til at hjælpe sin smådrukne ven og kollega Simon (Ulrich Thomsen). Indtil babyskrål vender op og ned på hverdagen med konen Anna (Maria Bonnevie), og han vikles ind i et væv af flere og gradvist mere tragiske tilstande.
Det er interessant med den mandlige vinkel på babymiseren. Men Coster-Waldau er ikke ligefrem gavmild med de følelsesmæssige reaktioner, så vi mister følingen med ham og begivenhederne, der efterhånden udvikler sig til et krimidrama. Der tænkes mere i, hvordan han kan vikle sig ud af situationen, end overvejelser om moralske spændinger.
Som publikum trækkes vi rundt i en masse god versus ond-tableauer, der pointerer de sociale og etiske grundsyn. Vi er på intet tidspunkt i tvivl om moralen, og undervejs virker mange scener overdrevne og konstruerede dertil. Nye dilemmaer eller tragedier negligeres eller afsluttes hastigt.
Susanne Bier og manusforfatter Anders Thomas Jensen kommer ikke udenom, at de afgørende forhold ligger hos mødrene, og den store patologiske afsløring overrasker og ryster grundigt. Her popper filmens væsentligste dilemma op igen – men suk, så tromler slutningen atter med det pointerende frem for det reflekterende.