Wall Street: Money Never Sleeps

Gordon Gekko er tilbage. Og dét viser sig at være en langt bedre sequel-idé, end det måske lige lød, selvom Mr. Insiderhandel tilsyneladende er skiftet til den lyse side efter en ordentlig spjældtur.

Scenen er nu finanskrisens udbrud, og som ærkefirser-originalen kan det godt blive lidt langt og børsteknisk. Handlingen er med sine mange subplots mindre stram, tilgengæld er der flere følelser på spil i et sammensurium af fup, forsoning, finansbobler og familiekrak på Wall Street.

Gekko står i vore dage på sidelinjen som forfatter og kommentator, der med patina og fedtfri frisure, men ulvesmilet intakt, taler dunder mod en økonomi baseret på at låne til op over skorstenen – fra 'Greed is Good' til 'Speculation is Cancer'.

Datteren har slået hånden af ham, men hendes børsmægler-kæreste (filmens egentlige hovedperson) drages mod legenden, og bag hendes ryg trykker de næver på at fælde en fælles fjende.

Har man ikke 'Wall Street' frisk i erindring misses en del gode referencer, men ellers står 'Wall Street 2' fint alene. Ud over lidt spøjse klippetricks er det Oliver Stone fra sin mest konventionelle side. Og fra sin bedste side i evigheder.

Michael Douglas er selvfølgelig Gekko igen (den eneste rolle han nogensinde har vundet noget for), og vupti, for første gang i et tiår ser vi figuren, og ikke en afdanket Hollywood-ronkedor.

Action-dengsen Shia LaBeouf er overraskende troværdig som svigersønnen, Carey Mulligan fortsætter sin færd mod stjernerne som datteren, og kapaciteter som Josh Brolin, Susan Sarandon og Frank Langella runder feltet af.

Åh ja, Charlie Sheen dukker skam også op. I et meget Charlie Sheensk øjeblik.