The Peanut Butter Falcon

”Venner er den familie, man vælger.” En replik så sand som klicheer kan være, og her uden den sentimentalitet, der ofte følger med og overdramatiserer følelser og forhold. ’The Peanut Butter Falcon’ er ægte og simpel i sin fortælling om outsidere, der formår at vende modgang til medgang. 

I særdeleshed en ung mand, der bryder ud af det (pleje)hjem, hvor han er ubehjælpeligt anbragt fordi hans familie ikke kan/vil tage sig af ham. For trods spøjse venskaber og plejeren Eleanors (Dakota Johnson) omsorgsfulde råd har Zak (Zack Gottsagen) større drømme end det stille og trygge liv.

Så han drøner ud i verden med slaskede hvide underbukser, buttet glinsende overkrop og anstrengt mimik i kampen for en ny badass-attitude. Ja, det er komisk, men fuldt ud medfølende og naturalistisk – for det er her Zaks drøm begynder at materialisere sig: At udleve sin kampgejst som wrestler.

Den rejse udfoldes ret traditionelt af spillefilmdebutanterne Tyler Nilson og Michael Schwartz, der har bygget historien op omkring skuespilleren Zack Gottsagen og hans Downs syndrom. Helt naturligt følger de hans tempo, humor og udtryksform, som nok har begrænsninger, men de vendes til uforudsigeligheder, der fornøjer og overrasker. 

Det umage venskab med Tyler (Shia LaBeouf) udvikler sig på spontane outsider-spejlinger og et spøjst omsorgssprog af knuser-kram og kærlige klaps. Og ikke mindst den forunderlige scene, hvor filmens titel skabes. Shia LaBeoufs mix af ustadighed og sårbarhed – begge med latent provokation – er et godt match til Gottsagens urokkelige stamina. Alt sammen nødvendigt da de står ansigt til ansigt med Zaks helt, wrestleren Salt Water Redneck (Thomas Haden Church).

Den nye familie skal selvfølgelig også have en kvinde, men Eleanor-karakteren er temmelig spinkel og præget af kvindeklicheer. Ligeså er de to fagfæller (John Hawkes og Yelawolf), Tyler har brændt af, gennemsyret i banaliteter af hævn, som får en underlig finale. Samt en alt for løs afvikling, der glider over i et endnu mere usandsynligt slutscenarie. 

Men de to buddies på flugt skaber en livsbekræftende dannelsesrejse – ægte, nedtonet og naturalistisk i omgivelsernes rolige indvirkning: Flodernes flow, markernes svaj og landevejenes sus. ’The Peanut Butter Falcon’ er som små saftige nip af livet, som skønne billeder af de små ting, der unægtelig bliver til store øjeblikke.