Vildanden

Selv helt nede på tredje række, er der ikke en finger at sætte på Store Scenes mastodontiske scenografi, garvede skuespillere, og velkomponerede lyd og lys i denne opsætning af Henrik Ibsens 'Vildanden'.

Jeg har ikke et stort og inderligt kendskab til alle Ibsens værker, og jeg må indrømme, at titlen ikke signalerer den store forløsning.

Visse tekster fra fordums tid bevarer deres relevans med dilemmaer og konflikter, der altid vil optage menneskeheden. 'Vildanden's dilemma om vores løgne og bedrag er stadig ganske relevant, men konflikten noget støvet.

Hjalmar (Kristian Halken) er gift med Gina (Bodil Jørgensen). Sammen har de datteren Hedvig (Neel Rønholt). Troede han. Egentlig er det den onde Grosserer Werle (Waage Sandø) der har gjort Gina gravid lige inden hun, for fjorten år siden, mødte Hjalmar.

Grossererens søn, Gregers Werle (Morten Suurballe), der herudover også er Hjalmars bedste ven, beslutter sig for at afsløre denne livsløgn for Hjalmar, så han kan møde sin løgnagtige kone med ren tilgivelse og sande tanker.

Dilemmaet er ganske klart. Lyver vi mennesker vores liv anderledes og bedre?

Som Hjalmars stolte far, der med blod om munden skyder tamme kaniner på loftet, og bevarer sin status som familieforsørger og bjørnejæger. Eller Hjalmar selv, der må ligge på sofaen og fundere over tilblivelsen af en gennembrydende opfindelse og derfor slet ikke kan arbejde længere. Eller den derfor hårdtarbejdende Gina, der undlader at fortælle sin mand, at deres barn ikke er hans, fordi kærligheden, der binder dem sammen, jo er sand.

Gregers Werle er fast besluttet på at ændre familien. Han har oplevet for megen manipulation og ondskab fra faderens side og klamrer sig til sine idealer om menneskene som sande og tilgivende.

Desværre reagerer Hjalmar ikke som ønsket. Sandheden rammer ham som en kugle i brystet og visheden om Grosserer Werles tilstedeværelse i hans familie, får hans kærlighed til Gina og Hedvig til at svinde ind.

Den dramatisk lidende Hjalmar nægter at vide af sin stakkels datter, der ulykkeligt kaster sig om benene på ham. Hans syn på sin kone er for evigt forvrænget på grund af hendes løsagtige omgang med én anden mand, og hans fantasier om de to kvinders usandsynlige sammensværgelser jager hans sind.

Der bliver gjort sit for at folde konflikt ud. Men støvet står i luften og det er svært ikke at komme til at hoste, når det lidende familieoverhoved bliver kvalmende forarget. Især når det kommer til hans intetvidende, tilbedende datter.

Hjalmar og Ginas moralske kontroverser dræber barnet, og så skal der nok en del portion selvbedrag til for igen at løfte familiefølelsen op.

Næste gang håber jeg på nutidig dramatik. Med et evigtgyldig dilemma og en genkendelig konflikt. Måske endda med en kvinde som andet end knoklende kone eller beundrende datter.