Fanny og Alexander

Vrede, sorg, angst og glæde. Det er menneskets fire grundlæggende følelser. Under disse fire emner findes et virvar af andre følelser, som et menneske oplever igennem et liv. Emmet Feigenbergs iscenesættelse af ’Fanny og Alexander’ er et tværsnit af de grundlæggende følelser, men undervejs er der også plads til at folde de små, uudgrundelige bekymringer ud, som er med til at skildre det hele menneske.

Oprindeligt en tv-serie, senere kom filmen og de seneste år – efter rettighederne til Ingmar Bergmans værker er blevet frigivet – har ’Fanny og Alexander’ også kunnet opleves på de skrå brædder.

Julen nærmer sig med hastige skridt, familien skal mødes og blodets bånd hyldes i fru Helena Ekdahls (Ghita Nørby) storslåede gemakker. Det handler om kærlighed og sammenhold, men i den grad også om opbrud og udholdenhed. For det er tydeligt, at Ekdahl’erne ikke bare er en velfungerende familie, men en familie, som også må døje med hinandens skyggesider.

Alma og Gustavs (Mikael Birkkjær og Bodil Jørgensen) forhold er en parodi på et ægteskab, når Gustav lover den unge elskerinde (Julie Agnete Vang) et konditori og får en knaldetur til gengæld. Og Carl og Lydias (Peter Gilsfort og Mette Horn) tag-fat-agtige had/kærligheds-ordveksling emmer af afsky. Selvom det forekommer en anelse todimensionalt til tider, er det svært ikke at trække på smilebåndet over de åbenlyse skavanker, som udspiller sig imellem karaktererne og er med til at udjævne den overvejende dystre atmosfære.

Karin Betz’ scenografi er overvældende smuk. Hun rammer med præcision den højtidelighed og guddommelige renhed, som efterstræbes i familien Ekdahls hjem og som efterlader bispegården endnu mere puritansk og trist. En kontrast, der ikke falder igennem som sort/hvid, men mere giver en troværdig fornemmelse af børnenes opfattelse af det store skift i deres liv, efter morens (Lene Maria Christensen) fatale beslutning om at gifte sig på ny med byens biskop (Ole Lemmeke).

Filmmediets fordel er, at vi som publikum kan træde ind i karakterernes private sfære og ane de små detaljer, som utvivlsomt skal gøres større på en teaterscene, for at forståelsen ikke går tabt imellem afstanden fra scenen og til bagerste række.

I ’Fanny og Alexander’ leges der med fantasi og virkelighed, og mirakler bindes omhyggeligt sammen med ulykke. På den ene side opnår forestillingen en filmisk fornemmelse for detaljen og på den anden side understreges teaterets teatralske væsen med maner.