Et Dukkehjem

Sneen falder: den hvirvler og bliver kastet. Drejet og vendt. På sort baggrund. På grå betonklodser. Sneens modsætning til den afsindige hede sensommer udenfor er næsten fortryllende. 

Nora vrider sig til tonerne af Niels Frahms fremragende nummer ’Says’ i den fygende sne. Øjeblikket, hvor hun ved, at der ikke er nogen vej tilbage, er kommet. Bekendelsen er uundgåelig. Hårets stramme fletning forvandles til vildt hår, mens rammen om den perfekte familie går i opløsning. 
 
På Skuespilhusets store scene opføres ’Et Dukkehjem’ af Anna Balslev. Det kan virke banalt at opsætte en klassiker af ældre dato. Særligt, hvis man glemmer Henrik Ibens genialitet. Kan et drama fra Det Moderne Gennembrud tilføje noget til samtiden? Det simple svar må være et stort ja.   

Henrik Ibsens karakteristiske kvinder, der brød ud af baglandskvinderollen og faktisk tog stilling, kan i teorien virke bedagede. Engang var det provokerende. Nu er det hverdag. Ligestilling er nået milevidst siden. Tja. Sproget er blevet en anelse opdateret i Balslevs version, og pludselig er det forbavsende tæt på en dialog, der kunne finde sted i ethvert hjem – i dag. Skræmmende og uhyggeligt stærkt på samme tid. 

Nora er måske den mest kendte af Ibsens kvindeportrætter. Dilemmaet i ’Et Dukkehjem’ - en gæld optaget uden manden Helmers vidne og en forfalsket underskrift - virker somehow banalt og lidt idiotisk set i en nutidig kontekst. Ser man bort fra konflikten, hvorfra ægteskabet imploderer, så er det chokerende, hvordan parrets kønsroller og Helmers objektivisering af Nora virker som noget, der kunne udspille sig i dag uden et løftet øjenbryn. 

Helmer, spillet fremragende af Jakob Oftebro, er en slikket flødebolle klædt i jakkesæt og vest. Hans fascination af Nora, spillet endnu mere fremragende af Sicilia Gadborg Høegh, bygger deres relation op. Den er både umådeligt irriterende og latterlig; deres drillerier og den måde de interagerer på, afspejler en relation, der er ulige. Som et barn med dets forældre, men det er dem, et ægtepar, hvor den ene kalder den anden (kærligt, selvfølgelig) papegøje, sanglærke, en der brænder penge af på det rene ingenting. Altså: en naiv, dum spirrevip, men heldigvis også rigtig sød.  

Da Helmer forstår Noras brøde, da han får nys om, at hun har lånt penge af Krogstad og selv har underskrevet gældsbeviset med sin fars navn, reagerer han modsat af, hvad hun forventer. Hun har optaget lånet i bedste mening, for at redde ham fra sygdom med døden til følge, men han reagerer med foragt.

”Der er ikke nogen, der ofrer sig for dem, de elsker,” råber han, og med et bliver Nora voksen. Hun forstår, at det ikke er skammen, hun har båret rundt på, der er det centrale, men derimod ofret. Hun har ofret sig for sin mand, og hun er klar til at påtage sig al skyld, men hun forventer, at han vil komme hende til undsætning. Hun forventer, at han vil ofre sig for hende; at kærligheden mellem dem er ligevægtigt.    

Nora udvikler sig fra en naiv og overfladisk og til tider uforstående figur, der ikke ser andres nød og behov, til et voksent menneske. I det hun forlader sin mand, der står uforstående og tabt tilbage, starter hun en utryg, men ærlig opdagelsesrejse i en bevidsthed, der er virkelig. 

En gammel klassiker på nyt scenegulv – fantastisk, foruroligende og forurettende – lige der bliver det synligt, hvor lang vej ligestillingen har igen. Og det er herligt at det netop er Ibsens klassiker, der udfordrer idéen om nutidens ligestillede samfund.