Varmestuen

Røgen hænger tungt under emaljelamperne på den lille bæverding ved havnefronten. Connie (Margrethe Koytu) troner bag baren som dronning af Varmestuen, imens hendes gæster finder sig til rette omkring de små teaktræsborde.

Trods det faktum at den sidste kutter har forladt havnen, så fortsætter de gamle sømænd stadig med at svinge forbi den gamle varmestue – for at drukne hverdagens sorger og gårdagens bekymringer i smalltalk og pilsnere.

Instruktør Moqi Simon Trolins gæstespil ’Varmestuen’ på Husets Teater starter ud i en mild tone. Publikum bliver introduceret til stamgæsterne, hvis hverdag er en gentagelse af sig selv – og det er sådan de kan lide det bedst. Varmestuen er de skæve eksistensers helle fra den foranderlige verden, som omgiver dem.

Pia (Christine Exner) skændes konsekvent med sin tvivlsomme kæreste, tilfældet Frank (Lars Topp Thomsen); den apatiske Sven (Kristian Holm Joensen) følger smilende dramaet til sin eftermiddagskaffe; imens Connie og hendes udkårne Skipper (Hans Henrik Clemensen) hellere tager sig en uhøjtidelig svingom på det lille frimærke af et dansegulv.

Det unge par Seba og Arnold (Lykke Sand Michelsen og Andreas Berg Nielsen) er en helt anden historie, deres tilstedeværelse kædes omhyggeligt sammen med Varmestuens forvandling fra værende stamgæsternes faste holdepunkt til en lille verden i opløsning.

”Jensen, Jensen, Jensen” udbryder Pia med en opgivende og noget overdreven mine, henvendt til kæresten. Igen nægter han at tage med hende hjem fra værtshuset. Det skulle have været Helle Dolleris, som oplagt skulle spille den slidte alenemor til tre, men da hun er kommet til skade, har Christine Exner taget over i sidste øjeblik.

Scenografien er en genistreg udført af Ida Marie Ellekilde, som snart har været scenograf på samtlige teatre i København siden sin afgang fra Statens Teaterskole 2001. Stemningen på Husets Teater er ikke meget anderledes end på det lokale værtshus med brune møbler, billig julepynt og skræntende jukebox i hjørnet, der alleroftest prædiker Gasolin. Det opleves ikke som kliché, mere som reglen snarere end undtagelsen.

Det er med glimt i øjet og kække bemærkninger, at dialogen starter ud i et let tonefald, men snart griber de små ulykkeligheder med list og snilde ind i de forskelige karakterers liv og ligeså stille forandrer Varmestuen sig i takt med at den 24. december rykker tættere og tættere på. Dramatikeren Anna Bro har skrevet en god fortælling, hvor der både er plads til grin og gråd – og alt det spændende indimellem.