Hospitalet

Sygeplejersker styrter rundt på gangene med journaler, kolber, medicin og plastikhandsker. En frustreret mand er træt af at vente, og kan ikke finde sin kone. Hvor er afdeling D? Informationerne er sendt til din e-boks. Måske minsundhedsplatform.dk, sundhed.dk eller cure4you? Måske er de sendt pr. sms.

En portør lægger an på den unge rengøringsmedhjælper der tygger tyggegummi, mens det pressede sundhedspersonale indkaldes til møde. Effektiviseringskravene skal imødekommes: Flere patienter, færre hænder, nyt system og kurser. I overgangsfasen bliver det måske lidt presset, men på længere sigt bliver alting godt. Vi må løfte i flok.

Samtidig kollapser verden omkring en mand, der i dette øjeblik modtager diagnosen levermetastaser i stadium 3 eller 4. Cancer.

Christian Lollikes ’Hospitalet’ er fra startskuddet en stresset farce over en af velfærdssamfundets bærende søjler og achilleshæle. Pulsen stiger med den elektroniske musik og de forhastede trin af bekymrede sygeplejersker der i mintgrønne uniformer løber omkring mellem væggene af samme hospitalskulør og krom. De skal være nemme at vaske og desinficere. Det bliver der brug for.

Allerede inden forestillingen advares der i foyeren. ”Der forekommer farvede væsker i stykket, som kan ramme tilskuerne på de forreste rækker. Bare roligt, det kan vaskes af.” Væskerne er brune, gule og røde. Små stænk og lårfede stråler.

Man får næsten ondt af scenografen Franciska Zahle, der må se den virkelighedstro hospitalsgang blive besudlet gang på gang. Hun har tidligere arbejdet med Christian Lollike, og må have været bevidst om den kropsvæskefase han virker til at befinde sig i. I ’Vampire Revolution’ på samme scene badede de sexede vampyrer i teaterblod i vinters, mens ensemblet i ’68’, det aktuelle ungdomsoprør i Skuespilhuset pludselig og udenfor kontekst står og savler sort maling. 

Det bliver lidt et svineri, som risikerer at fjerne fokus fra de vigtige emner der undersøges. For det er i forvejen besværligt både at grine og græde over skæbnerne der på samme tid er overbevisende tragiske men også har karakter af pauseklovnerier: Den fejlbehandlede mand (Kristian Holm Joensen) der vågner med stomi og den principfaste sygeplejerske Una (Mette Døssing). Vil hun gå hele vejen for sin sag i ergonomisk fodtøj, som en kittelklædt Jeanne d’Arc? Eller opgive sine idealer og følge den empatiforladte oversygeplejerske (Patricia Schumann)?

Klovnerierne passer på mærkelig vis ind i hospitalsmiljøet. Hospitalsklovnen er et comic-relief blandt det allerværste, ligesom ’Hospitalet’ henleder vores opmærksomhed mod et vigtigt emne vi har enorm berøringsangst for. Det er et vigtigt syn på det relevante og tabubelagte politisk ukorrekte, som Lollike gang på gang hjælper os til at kigge mod og stille spørgsmål. Men måske drukner det lidt i bæ, blod og bræk og det banalt grænsesøgende.