Underverden

Et menneske er summen af sit miljø og sine valg. Så hvilken af de to præger os mest? Og hvilket mærke sætter vi på verden, mens vi er her? Dybest set er dette en meget simpel film om netop dette svære spørgsmål.

Hjertekirurgen Zaid (Dar Salim) er enhver integrationsministers våde drøm. Veluddannet, vellidt og barn på vej med sin danske kone. Hans omhyggeligt iscenesatte penthouse-liv bliver ændret, da han afviser sin kriminelle lillebror i døren til lejligheden, og intetanende dømmer ham til døden. Og hvad gør man så? Holder sig til den nye virkelighed, der er opnået gennem hårdt arbejde, eller går i gang med en macho-vendetta med risiko for at miste alt? Det sidste, naturligvis.

Der er så meget godt at sige om denne film. Den har hjerte, drive og en stilbevidsthed, der måske kun matches æstetisk af en Nicolas Winding Refn. Men der er mange fortællemæssige valg, der svækker det og gør det svært at føle noget for de mennesker, der bebor filmen, uanset miljø.

Det er film som denne, der får feminister af alle køn til at tale om giftig maskulinitet. Faktum er, at intet andet end testosteron tvinger Zaid til at blive sin lillebrors hævnende engel. Og i modsætning til eksempelvis 'Drive', så kommer vi aldrig så tæt på figurerne, at vi føler dem eller mærker deres historik. I glimt, jo, men ikke helt nok.

En anden og mere deprimerende tolkning er, at Zaid hele tiden har været en rå negl, der kunne have siddet som ghettoboss i Albertslund i stedet for de lidt åndede forstadsgangstere, der nakkede hans lillebror. Måske var lægen bare en facade, der alt for let glider væk, så snart der skal slås ned? Måske er han i virkeligheden suicidal?

Sjældent har man ihvertfald set en kirurg være så villig til at skide højt og flot på sit lægeløfte om aldrig at gøre ondt. Det dilemma kunne være interessant at dykke ned i, men det slipper filmen af hænde, for det er som om instruktør Ahmad ikke rigtigt er interesseret i at fortælle den side, der foregår i lyset. Hvordan kan man tæve løs og passe på de uvurderlige hænder? 

Præstationerne er ganske glimrende, med det lidt, der nu er at arbejde med. Ali Sivandi især (læg mærke til accenten i restauranten) som farlig/charmerende bad boy. Dar Salim skumler hele filmen igennem. Stine Fischer Christensen er højgravid og synes, alt er for meget. 

Ambitionerne til mere er tydelige i filmen. Men med et mere stramt manus og stærkere valg (behøvede vi at kende skurken fra starten?), og mere reel indignation (hvad gør Zaid for at få unge lømler væk fra gaden? Truer med vold!) og dybere historie havde så nemt kunne give os mere end denne dødflotte og feberhede testosterondrøm, der ikke helt kommer hjem, selvom den kører med 220 i timen.