Til vi falder

”Plejer er død,” siger Louise (Lisa Carlehed) til sin mand Adam (Dar Salim) i starten af filmen. Og ja, plejer er ikke-eksisterende for ægteparret. Deres søn er forsvundet på en spansk ferieø, og i deres tilbagevenden til stedet, hvor det hele skete, har de ikke pakket normal adfærd med i bagagen. På destruktiv vis prøver de febrilsk at holde sammen på tilværelsen – men hvilken tilværelse, er de begge i tvivl om.
 
Adam og Louise tager tilbage til deres ferielejlighed i Spanien, hvor deres søn for nogle år siden forsvandt, for at afslutte sagen med politiet. De konfronteres med, at både den lille by og lokalpolitiet har opgivet håbet om at finde sønnen Lucas. Louise prøver at komme videre og vil sælge lejligheden, men Adam forbliver i håbet om at finde ud af, hvad der skete med sønnen. 

Ægteparrets tilbagevenden bliver en rejse ind i sorgens uendelige, mørke og ekkorungende tomhedstilstand. I deres desperation for at mærke noget og udfylde tomheden drives de ud i ekstreme og til tider uhyre destruktive handlinger. Paralysering krydres med aggressivitet og drastiske handlinger, en interessant og dragende blanding, der både vækker følelsesladede og fysiske reaktioner hos publikum.

’Til vi falder’ er et insisterende og konfrontatorisk portræt af et evindeligt, komplekst tema: Sorg. Filmen boltrer sig i det melankolske sindelag, hvor glæden fremstår forceret, smilene kunstige og latteren hul hos de to hovedkarakter. Den bliver en form for ministudie af sorgens mangeartede ansigter. Både Lisa Carlehed og Dar Salim er troværdige i deres roller som plagede og sorgfulde forældre, hvorigennem filmen formår at gribe ind i publikums følelsesliv. 

Men filmen opererer kun i den ene ende af følelsesspektret, og her er følelsesvolumen skruet helt op. Et niveau, der til tider er så højt, at filmen bliver mere følelsesmættet end følelsesladet, og hvor pladsen til publikums egne tanker og refleksioner synes trang. Det er i kampen for at få publikum til at føle, at sorgens ellers mangeartede ansigter af tvetydighed og subjektivitet til tider drukner.

For at kæmpe, må man have noget at kæmpe for. Men Adam og Louise er i tvivl om, hvad de kæmper for, og det samme var jeg til tider. ’Til vi falder’ er, for at bruge filmens egne ord, en bjergtagende solformørkelse, hvor subtile glimt af solens stråler dog havde givet publikum endnu større mulighed for at gå på opdagelse i Louise og Adams – og ikke mindst deres eget – mørke.