Typisk Jonatan Spang

Undskyldningerne hænger løst hos Jonatan Spang for tiden. Og det er naturligvis en del af joken i hans nye show, der med vanligt toptunet aktualitet kredser om krænkelseskulturen, privat som offentligt. 
Med de typiske spangske afstikkere til løsere spas.

I de fire års pause fra turnescenen, har Spang nailet den politiske satire i DR2-programmet ’Tæt på sandheden’, og det har været et vældigt mix af massegrin, shitstorm og popularitetsrus, deriblandt kåring som Årets Komiker (for anden gang). Det har unægteligt givet solid ballast på grænseafsøgning og afvejning af om der eventuelt er noget at undskylde for. 

Men Spang står ved det han gør, og hans indre spilopmager er heldigvis også intakt, da han entrerer Bremen med kæk rockstjerne-attitude. En af de der karrieredrømme man nok aldrig slipper af med, men i Spangs tilfælde har den en særlig kvik vinkel, som igen afspejler hans fremragende iderigdom. 

Krænkelserne er overalt, og som altid inddrager han på finurlig vis sig selv. Hans forrygende historiefortælling shaker ofte flere emner i samme historie. Den indledende Jamaica-rejse stritter i alle retninger, men Spang har – modsat kæresten – styr på det der med at vende tilbage til den egentlige historie efter små sidekommentarer. 

Få kan som ham spinde en racismekrænkelse over i ærestrip a la ’Spartacus’ og videre til personovervågning og kunstig intelligens, der udmunder i sexrobot til 80.000 og en omvendt #MeToo. Det er svært at være mand, at vide hvordan man(d) må opføre sig, og man(d) kan hurtigt blive i tvivl om hvorvidt man(d) selv er den klamme, der har gjort noget forkert, overskredet grænser. Helt tilbage i 1986, hvor man(d) ikke kan huske andet end kartoffelkur og ’Re-Sepp-ten’.

Satiregavtyven er også i topform med klimakrisen og andre katastrofer. Vi kan bedst lide de små, de store er for uoverskuelige eller utroværdige. Vi er simpelthen ikke parate til den grønne omstilling, eller for den sags skyld: når russerne kommer! Vi har hørt på nærtstående trusler i mange år, og vi kan ikke følge med i ræset om politisk korrekthed og mobiliserende aktion. 

Ganske medrivende og overraskende er historierne om Gladsaxe-ungdommen, og hvor svært det var at lave noget der ligner ungdomsoprør. Om dum seksualundervisning og retarderede scorereplikker, der fik modspil af traumatiserende strip, og missionen for et pornoblad i en container. Og når nemesisset Kevin, bøssekrattet og et velomtalt politikersnav kædes sammen, lever Spang fuldt op til showets titel.

Men faktisk er det ikke så skarpt eller udleverende som det kunne være og har været i den spangske lejr. Og så fnidrer han ovenikøbet over at det er blevet sværere at lave comedy, fordi publikums grænser konstant rykker sig, uden yderligere pointe. Og derefter aftenens absolut svageste punkt: Michael Jackson og ’Leaving Neverland’-dokumentaren. Alt er bare galt her, eksempelvis kan man på ingen måde bruge Johnny Madsen som sammenligning, det er bare useriøst og usjovt hele vejen igennem. 

Så her kunne nogen måske godt bede om en undskyldning, men det ville også være så typisk, for så kører krænkelseskulturen amok igen. Hermed dobbeltheden i Spangs undskyldningsmanifest. Genial rød tråd i et klassisk opbygget show, hvor de små fikse call backs tit overrasker. Især den, der hænger sammen med den kække rockstjerne-indledning, er ret original, modig og sjov, og beviser endnu engang hvor dygtig og fremsynet Spang er. Typisk Spang.