Entropolis

”Hvad ville du tage med, hvis du kun måtte vælge én ting, og den ikke måtte veje mere end et kilo?” Cantabile 2 har i samarbejde med Malmø-baserede Bombina Bombast vovet nye højder med en interaktiv forestilling om Mars. Som publikum er vi endt midt i en udvælgelsessession til den gruppe, som skal afsted med den allerførste raket og grundlægge det nye samfund.

Vi bliver bedt om at lege med. Det er selvfølgelig ikke sikkert, vi alle sammen går og drømmer om at tage på Mars-ekspedition, men det gør vi den næste time. Det virker, vi leger med.

’Entropolis’ vinder sin styrke i de refleksioner, vi tvinges til at gøre, når vi stilles overfor spørgsmål som ”Hvad er menneskehedens stærkeste egenskab?”, eller når vi i par skal tage stilling til ”hvem af jer to ville have mest mod til at udforske mørke grotter i Mars-kraterne?” eller ”hvem ville være bedst til at mægle i en konflikt blandt besætningen?” Det er tænketeater, som ikke skaber de store følelsesmæssige svingninger, men som får os til at se indad og overveje ting, vi bestemt ellers ikke ville have brugt vores tirsdag aften på at overveje.

Det er faktisk lidt som at spille Ego. Det er sjovt at lege med tanken om, hvordan man selv, og dem, man er i teatret sammen med, ville klare de pressede situationer, som præsenteres. Og at se, hvilket indtryk de andre har af én.

Jeg bliver selv udvalgt som den mest egnede af mig og min sidemand og inviteres derfor ned på scenen til en længere udvælgelsesseance, som de tilbageblivende kun får lov at overvære gennem video og høretelefoner. Der etableres intime rum i grupper af fem kandidater spredt ud på scenegulvet, og her føres vigtige, dæmpede samtaler. Jeg formår at glemme de andre grupper og publikum tilbage på rækkerne, men desværre er det jo kun halvdelen, der får denne intime oplevelse. Det er skuffende i en human specifik-forestilling, at det ikke er alle deltagere, der får lov at indgå i intime møder med performerne.

På ét eneste tidspunkt mærker jeg fiktionen for alvor tage fat og ryste i mig helt derinde, hvor de ukendte fornemmelser gemmer sig. Jeg bliver spurgt, hvilken profession, jeg kunne tænke mig at have i det nye samfund på Mars, og straks kører mine tanker i CV-baner, indtil performeren afbryder disse vanetanker, og beder os om ikke at tage hensyn til vores liv her på jorden og de kompetencer, vi har med os. Det her er en chance for at starte helt på en frisk, siger hun. Lige der mærker jeg eventyret og ekstremiteten suge i maven. Det er fedt.

’Entropolis’ er lidt som en selskabsleg, et interaktivt foredrag eller et rollespil de lux. Effekterne og de teknisk gennemførte rammer giver en helt anden oplevelse, end et spil rundt om et bord eller en workshop i en konferencesal ville kunne, men på indholdssiden har oplevelsen ikke meget dybere rødder end som så. Hverken dramaturgisk set eller indlevelsesmæssigt. En enkelt af karaktererne skiller sig ud og giver en befriende skævhed og ægthed til de ellers mere værts- eller foredragsagtige personer, som vi præsenteres for.

Set ud fra sin egen lidt udefinerbare form er ’Entropolis’ interessant nok, fordi oplevelsen sætter tanker i gang – især for os, som får lov at lege med mere end 10 minutter i begyndelsen. På premiereaftenen bestod omtrent halvdelen af publikum af en gymnasieklasse, og netop den spilagtige kend dig selv-form og konkurrenceelementet fungerede lige i øjet til den målgruppe.

Derudover går jeg fra ’Entropolis’ med en lidt stærkere følelse af, at menneskets håb om at slå sig ned på Mars ikke blot er en sci-fi-drøm, men en mission, som allerede er godt i gang med at blive til virkelighed. Det wake up call tror jeg, de fleste af os har brug for.