Maria Stuart

Idéen er skidegod. Lad publikum agere jury og dømme i et ældgammelt historisk drama. Desværre ender dommen ikke med at føles vedkommende og ideen falder til jorden. 

Sydhavn Teaters nye perle på Vestre Kirkegård giver ellers de helt rigtige rammer. Stemningen er hyggelig, alle gæster tages imod med smil og ”der er kaffe på kanden.” 

Kapellets scene er et råt rum med hårde kirkebænke som stole, og var det ikke for de levende lys, den levende musik og de fire performeres indbydende blikke, ville settingen være ganske uhyggelig. Maria Stuart, spillet af skuespiller Maria Carmen Lindegaard og musiker Elena Setien i ens tøj og hår, troner fra en balkon over vores hoveder og forsøger herfra at overbevise os om Stuarts uskyld. 

Vi har fået at vide før det startede, at vi skal agere jury og være opmærksomme på, hvad de to stridende kvinder fortæller. Maria Stuart kommer på besøg hos sin kusine Dronning Elizabeth (Mille Maria Dalsgaard og Johanna Borchert), som frygter, at hun har slette hensigter og vil stjæle tronen fra sin egen kusine. 

Informationen om, at vi skal lytte grundigt efter og vurdere oprigtigheden af det sagte, får os helt sikkert til at spidse ører. Stor ros til instruktør Alia Luques og holdet for den effekt. Vi får også at vide, at vi må skifte plads på rækkerne undervejs, og hatten af for det også, for opfordringen virker! Flere rykker rundt og det bliver en naturlig del af oplevelsen.

Når vi senere skal votere foregår det igen på en god og gennemtænkt måde, hvor vi føler os guidede og trygge, og sjældent har jeg oplevet interaktivt teater tage sig så godt af ikke at forlange for meget af sit publikum. Anmeldelsens to stjerner går især til denne bedrift, og så til musikken, som improviseres på stedet på skøn facon.

Problemet er, at selvom både ideen er god og inddragelsen også fungerer, så mangler der bare noget. Vi skal vurdere, om Stuart er skyldig eller ej, hvortil vi næsten pinligt må spørge os selv: Skyldig i hvad? Den lange monolog fra Schillers drama, som leder op til afgørelsen, forklarer os intet om sammenhængen, og om hvem, der har gjort hvad. Vi har fået lidt info fra programmet, men ellers er vi ganske på herrens mark. Det er én kvindes ord imod én andens. Vi må beslutte os ud fra tilfældige argumenter, for eksempel hvem af spillerne, der virker mest troværdig, og nogle begynder at google for at se, hvad det nu lige var, der skete i den rigtige historie. 

Man føler sig lidt overladt til sig selv med beslutningen, for man er ikke blevet rørt og har ikke fået noget bevismateriale, altså ikke fået fortalt noget, som kan hjælpe en med at tage stilling. I sidste ende vælger man side, fordi man skal og for at være høflig overfor projektet.  

Hvor er inderligheden, kampviljen og det store drama? Og hvor er relevansen, ikke blot formuleret i programmet, men sådan at vi kan mærke den? Forstå den? Teksten fremstår som den ene mere eller mindre tomme bebrejdelse i hælene på den anden, og også fysikken bliver ret så statisk – hvor er det en skam, at skønne Lindegaard som Maria Stuart kun har en lillebitte firkant på balkonen at spille på. 

Skuespillerne formår at sige den gamle, klassiske tekst på en måde, som vi kan forholde sig til. Det er ikke skabet eller overspillet. Replikarbejdet er godt, og man har lyst til at lytte. Men ordene kan ikke bære alene. Vi er ikke for alvor investerede; vi er ganske enkelt ligeglade med, om den ene eller den anden vinder, og her spænder forestillingen alvorligt ben for sig selv, når det er dette dilemma, den er bygget op omkring.