The Butler

Sorte amerikaneres historie set gennem en tjeners øjne. Det kan lyde sært, men ikke desto mindre er filmen om butleren, der servicerede hele otte præsidenter i Det Hvide Hus, nærværende, morsom, rørende og ikke mindst berigende. ’The Butler’ er tårevædende emotionel og fuldstændig fremragende.

I godt to timer får vi en tour de force i melodrama, som det sjældent leveres i danske biografer. Her er vid, humor og historieundervisning på et så underholdende plan, at man må have lommetørklædet frem til øjnene, når butleren ikke kan komme overens med sin søn, der vil andet end servere for den hvide overklasse og i stedet taler om rettigheder og frihedskamp.

Samme lommetørklæde kan så komme i brug igen, når man bliver nødt til at skjule sine skraldergrin, fordi sammenspillet mellem butleren (Forest Whitaker) og hans kone (Oprah Winfrey) er så underholdende og spiddende, at det ikke er set bedre i indeværende filmår.

Vi starter helt tilbage i 1920’erne og slutter først, da Obama bliver præsident i 2008. Alligevel bliver ’The Butler’ på intet tidspunkt andet end spændingsmættet og interessant. Filmen formår ganske enkelt, at fortælle så nærværende og ægte, at man både bliver tungsindig og glad i låget på samme tid.

Det er skuespillerne, der bærer fortællingen så unikt igennem. Nye stjerneskud som David Oyelowo (som sønnen) samt James Marsden (som John F. Kennedy) gør det formidabelt, og mon ikke der ligger en Oscar-nominering og venter på Oprah Winfrey nogle måneder fremme? For nok er der klippet en hæl og nappet en tå i de historiske detaljer, men de personlige dramaer i den amerikanske histories skær gnistrer så kraftfuldt, at man ikke kan andet end hylde ’The Butler’.