Dogman

Sjældent har et menneskeliv været afbildet så ensartet et hundeliv. Som basale instinkter og grænseløs loyalitet. Også synonymt med gangstermiljøet, hvor underdogs, bastarder og køtere lever og dør for deres plads hos bossen. 

Her i en grå, pilrusten, udtørret kystforstad til Napoli er det to herreløse hundehoveder, der spilles ud mod hinanden. I en overlevelseskamp, hvor udfaldet synes forudsigeligt, men udviklingen overrasker og detaljerne indkapsler det forbandede hundeliv, der leves her. 

Klassisk underdog er Marcello (Marcello Fonte), der driver en hundesalon/hundepension med særdeles stort nærvær, fært og tæft. Så meget at han indimellem nærmest indgår på lige fod med hundene, såsom at dele tallerken og soveplads. Det største hjertebarn er dog datteren Alida (Alida Baldari Calabria), og for at give hende formidable dykkeroplevelser, kører han en sidegesjæft som narkopusher.

Hans største kunde er Simone (Eduardo Pesce), byens bøllede eksbokser, der smadrer folk og inventar som det fornøjer ham, særligt i hans psykotiske narkorus. Der er et sært afhængighedsforhold mellem dem, hvis baggrund er uklar, men man fornemmer at Marcellos håb om at han – som med hundene – kan tæmme og forbedre Simone. Det lykkes sjældent, Simone bulldozer videre, og Marcello har ingen anden udvej end at droppe ned på hans niveau. 

Italienske Matteo Garrone har altid haft et gennemgribende greb om machogenet i italiensk subkultur. Ikke mindst i gennembruddet ’The Embalmer’ og det storhittende mafiadrama ’Gomorra’. ’Dogman’ placerer sig stilmæssigt og tematisk mellem de to film, og viser igen Garrones eminente evne til at skildre det rå, basale og realistiske med originale karakterer og forunderlige scenarier. 

Stemningen er excellent gennem danske Nicolai Brüels kamera, den intime desperation blandt karakterne og det kvælende fordærv i de dunkle omgivelser. De få scener med håb, humor og hjertevarme afspejler Marcellos indre liv, kærlighed og loyalitet – med datteren, og især vapsernes effekt på ham og omvendt. Eksempelvis grand danoisens pedicure, og den stivfrosne chihuahua er helt vidunderlige. 

Slutsekvensen er hjerteskærende, for hvor man tænkte at hundelivet ikke kunne blive mere tragisk, så slæber Marcello nu rundt på en endnu større byrde. Et martyrium, der måske var uundgåeligt, men Garrone giver det lige et ekstra køterspark.