Suspiria

”Vrangforestillinger er løgne, der taler sandt,” siger terapeuten, men både karakter og analyse halter. Gentolkningen af Dario Argentos giallo-horror-klassiker ’Suspiria’ er interessant men kringlet i de mange vrangbilleder, der ikke alle matcher. Og ikke nok effektivt gys.

Luca Guadagnino har drømt om at remake sit favoritgys, siden han så det for første gang som 13-årig, og selvfølgelig er der (blodige) spor af giallomesteren i dette udvidede hekseepos. Begge film er stilistiske kunststykker, men hvor originalen er rent giallogys, har remaket svært ved at ramme fokus og samle de (garntykke) røde tråde for de tillagte temaer.

Med så mange tilføjelser havde et nutidigt gys været mere relevant, men Guadagnino har mere subtilt valgt at tumle rundt i Berlin anno 1977 for at rippe op i velkendte ar. Konstant rumlende i baggrunden er RAF-kapringer, Det Tredje Rige-traumer og Berlinmuren lige udenfor døren til det højtprofilerede dansestudie, hvor eleverne i særlig grad danser sjælen ud og ofrer sig for højere magter.

Dansen er en facade, hvorfra vrangforestillingerne trives i det suveræne kvindemiljø. Kunst, kreativitet, skabelse, genfødsel og lignende slynger sig gennem de tre originale moder-temaer: Mørke, tårer, suk. Fra sidstnævnte runger Argento, imens tårerne er ren Fassbinder og mørket gjalder af japanske horroreffekter. 

Der tales om kvinders uafhængighed og rettigheder, men kvinde er kvinde værst som vanligt, og hekse er stadig hekse, der bekæmper hinanden og æder sjæle op. Udtrykt i kunstgreb om at ”når man danser en anden skabers værk, kreerer man sig selv i skaberens billede”. Eller i den fremragende skrækscene, hvor hovedrollens dans genspejles – i forrygende krydsklipning – med grufulde vrid, knæk og skrig i en anden dansers krop, der kollapser i en savldryppende, knoglestrittende bunke af et forvredet hylster til ophæng i kroge.

Normalt er dans fuld af sensualitet og seksualitet, men her lurer smerte og død i hvert et bøj, stræk og spring. De sex-refererende replikker er åbenlyst upålidelige, ligesom billedsymbolerne (som finalens svulmende brystsprække) oftest er ret klamme. Her er hverken frigørelse, kraft eller magt i kvindekønnet, med mindre det okkulte har overtaget.

Der er på sveden vis noget uhyggeligt over de dansende dukkefjæs Dakota Johnson (den nye stjerne), Chloë Grace Moretz (den forsvundne) og Mia Goth (den forsmåede). Og som dele af heksekulten leverer Angela Winkler, Ingrid Caven, Sylvie Testud og Renée Soutendijk solid intertekstualitet, for de mere hardcore filmfans, som også vil genkende originalens hovedrolleindehaver Jessica Harper.

Men igen er det Tilda Swinton, som Guadagnino skaber sin film omkring. Hun er naturligvis blændende som Madame Blanc, der ikke overraskende er både stram, arrogant og androgyn som danse- og hekseleder. Men de to andre karakterer Swinton spiller – under tonslag af makeup – er der ingen som helst ide i: Den mest slimede heks; og den ældre mandlige!! terapeut, der snuser rundt i sporene af forsvundne dansepiger, men i virkeligheden, fyldt med vrangbilleder, er mere opslugt af gamle traumer.

De samles alle i den gotiske horror-finale, hvor de fleste karakterer ender med at fortære hinanden, og de sirligt viklede røde garntråde – fra den sidste danseopvisning – forbliver uløste, som Guadagninos nye temaer. Men dansen er fabelagtig, særligt i de sønderlemmende paralleller til hekseriet. Der burde være lagt mere horror ind af den slags fysisk og visuel kraft, så havde kvindetemaet sikkert også stået stærkere. Men Guadagnino gør for mange ting halvt her. Så fra det første tunge åndedræt til det sidste suk, er der kun få ægte øjeblikke af ’Suspiria’ (åndenød).