Io sono l'amore

Der er noget forførende, nærmest appetitligt, over 'Io sono l'amore'. Det er en sjælden æstetisk og sanselig nydelse der på en gang føles helt ny og overraskende og samtidig altmodisch - som noget fra en svunden tid man ikke vidste man havde savnet.

Og over det hele stråler Tilda Swinton med sin nærmest overjordiske skønhed og mystik, som en helt ny, og meget mere interessant, Grace Kelly. Det er svært ikke at blive en lille smule forelsket – i både hende og filmen.

'Io sono l'amore' er et melodrama af den gode gammeldags slags: Store følelser, stor tragedie, hede kys, tårer og storladen musik. Umiddelbart er der ikke noget nyt under solen. Og dog, for den er samtidig helt sin egen.

Vi følger den milanesiske overklassefamilie Recchi og gennem Emma (Swinton), familiens matriark, får vi et minutiøst indblik i deres relationer, ritualer og pligter, og lærer dem at kende – en lille smule.

Intet bliver skåret ud i pap, der er ingen mellemregninger. Faktisk foregår det meste usagt, mellem linierne, og hele fortællingen sammenstykkes på nærmest intuitiv vis - gennem antydninger og fornemmelser.

Og det fungerer. Ikke mindst på grund af Swintons nærvær og evne til at kropsliggøre følelser og stemninger, men også Yorick Le Saux' smukke fotografering og John Adams' symfoniske soundtrack bidrager til det underspillede, men intense drama.

Det er helt bevidst at undertegnede ikke har afsløret meget om filmens egentlige handling. 'Io sono l'amore' fortjener et åbent og uspoleret sind der er villig til at tage med på en smuk rejse.