Split

Splitte mine gysergejster! ’Split’ lever virkelig op til sin titel. Genren, handlingen, karaktererne, stemningen, psykologien… og højst sandsynligt også publikums mening. Men M. Night Shyamalan er tilbage med godt gys, hvor han igen balancerer det exceptionelle på godt og ondt, og med et af sine velkendte twists slår trumf på.

Ikke færre end 23 personligheder splitter pladsen, magten – eller lyset, som de selv beskriver det – i Kevins (James McAvoy) krop. Selv hans psykolog (Betty Buckley) gennem mange år har svært ved at tyde om det er den elskelige modedesigner Barry, den skumle OCD-ramte Dennis eller hans moderdyr Patricia, eller en helt ny personlighed er ved at bryde igennem. 

Sideløbende med akutte terapisessions, forbereder Dennis et særligt formål, hvortil han har kidnappet tre teentøser. To af dem er fysiske i deres flugtforsøg, mens Casey (Anya Taylor-Joy) hurtigt går psykologisk til værks og nærmer sig den 9-årige Hedwig-personlighed. 

James McAvoy har tydeligvis en fest med de mange karakterer, der alle har Shyamalans særkende af naivitet og sårbarhed. Det gør kun flokken endnu mere creepy i den uforudsigelighed, der allerede ligger i hans DID-psyke. McAvoy nailer både de bittesmå trækninger over øjenbrynet og de større fysiske skift.

Og der er netop en pointe i fysiologien her. For selvom der som vanligt er lidt for meget pædagogik i udredningen, prikker Shyamalan til teorier om sammenhæng mellem sind og krop for personlighedsspaltninger som DID (Dissociative Identity Disorder). Ret interessant, og støttet af den parallelle historie om Caseys mere illusionsløse traume.

Man hører lydene, ser grejet og der snakkes en del om et særligt tema – alligevel kommer slutningen med overraskelse, og mere følelse end forventet. Og så er der et ret overrumplende og genialt lille twist i de sidste splitsekunder. Som samler en god del af de sære hints, filmen kringler rundt – og giver den nyt splittet liv som sequel og prequel.

Som en af de mange personligheder siger: ”Etcetera” – for der er så mange ting, der ikke bare slutter med ’Split’. Selvom den sagtens kan slutte for nogen – dem, der ikke genkender referencen i det lille twist. Genialiteten skal ikke afsløres her, men det er en forudsætning at man kender til en af Shyamalans bedste film. Den splittede publikum, ligesom nogen heller ikke vil købe præmissen og/eller hovedkarakteren her – men sådan er det jo ofte med Shyamalans film.