Spamalot

Musiktortur introducerer de det selv som, i bedste Monty Python-stil hvor man bliver fiskeslammet, spadegokket og lemmehøvlet for et godt ord. Men med så højkomisk ordspam og toppjanket lune – samt kendingssangen ’Always look on the Bright Side of Life’ – er det gudskelov mest grinemusklerne, der bliver pryglet og pint.

Vi er i kvajpandernes rige, hvor en af de mest klassiske dyder er misforståelser – småbitte ting, der kan vendes og drejes til umuligheder og drive enhver til vanvid, så de må ty til sang og dans. Eller gakkede gangarter, og det der er værre. Sådan afsporer man handlingen utallige gange i karakteristisk Python-style, og dermed passer musical-formen perfekt i Eric Idles Tony-vindende teaterfest ’Spamalot,’ baseret på filmhittet ’Monty Python og de skøre riddere.’

Indimellem synes musicalnumrene at fylde for meget. Det advarer de allerede om i 1.akt, om alt for lange sange med overspillet klicheindhold og aktører, der kæmper om opmærksomheden. ’Sangen som går sådan her’ er tydelig Andrew Lloyd Webber-parodi, særligt møntet på en vis fantom-opera, komplet med båd, kandelabere og lysekroner. Pastiche-stilen køres sikkert hele showet igennem med et herligt tonemix af musicalreferencer til alt fra Disney, Liza og Elvis til Barry Manilows ’Copacabana’ og endda et par toner Village People. Oh My God!

Kongen får i den grad sin sag for her, både Kong Arthur og musicalkonge Stig Rossen, der står overfor en særdeles ustyrlig samling riddertosser med comedy-slagkraft. Denne aften må han overgive sig til latteren, da Martin Brygmann ruller sig ud som hånende fransk ridder med niv i numsen og andre upassende gestusser. Brygmann er uovertruffen udi den pythonske mimik, og Lars Hjortshøj brillerer som en ret uregerlig Robin, hvis dårskab kongen må tækkes fordi nogle kendis-argumenter faktisk holder. Alligevel har kongen ikke opdaget at Linda P har fjollet sig ind i ridderiet, og at Thomas Warberg (som den tro tjener Patsy) fortjener stor ros for sine tapre miner og boostende toner om livets lyse sider.

Der er absurd mange gags i Kong Arthur og hans rundbordsridderes jagt på den hellige gral – en opgave fra selveste Gud, John Cleese naturligvis! Munke med dundrende skrifter, den hellige håndgranat og andet holy shit. Flyvende køer, yderst krigeriske kaniner og klaprende kokosnødder, der måske/måske ikke er migreret med afrikanske svaler. Den sorte ridder, der får hugget arme og ben af, men stadig synes det er uafgjort kamp, er bare en af flere personager, der ikke er helt døde, og straks må synge det ud. 

Og pludselig vil ridderne, der tidligere sagde Ni, have at der skal laves en Broadway-musical. Troldmanden Tim/Merlin er ikke til megen hjælp, og selvfølgelig er der en kvinde bag mandens succes: Damen i søen. Hun er showets største stjerne – hvilket hun på ægte divamaner specificerer i den forrygende ’Hvor blev min rolle pluds’lig af?’ – og Lise Baastrup giver den så meget knald og charme i de overvældende fraseringer, der gør både Celine, Cher, Liza og Elvis efter. I power-hymnen ’Find din gral’ blæser hun alle omkuld, så ingen er i tvivl om at hun har fattet den metafor, som de andre fjumrer med. Selv orkestret går gak-gak og tror de skal spille ’Matador’-temaet, når nogen siger ”metafor.”

Således er der lidt fordanskning, der indimellem platter ud, men Henrik Lykkegaards oversættelse er virkelig sprød, og der er god timing komikere, skuespillere og sangstjerner imellem. Et toptunet mix-match, der kan bære at det meste absolut ingen mening har. Tempoet er selvfølgelig ikke helt som de vilde Pythoners, men instruktør Anders Albien og dialogcoach Hella Joof har skabt en drønsjov musical-pastiche, hvor man mærker det befriende i bare at slippe latteren løs til den gale meningsløshed. Det kan ved Gud anbefales at stille op til grinetorturen i ’Spamalot.’