Hairspray

“Neger-dag hver dag!” Der er øjeblikke, hvor musicalen ‘Hairspray’ er så herligt politisk ukorrekt, men det meste af tiden sprøjter hårlakken i naiv-fjollet form for danseglæde, forelskelse og harmoni mellem alle individer. 

Topaktuelt for disse talentshow-tider er omdrejningspunktet et tv-danseshow, der i den grad savner fornyelse og mangfoldighed. Ikke mindst på grund af en forstokket sponsoraftale og en strid producerdonna, der pacer sin ålede datter Amber von Tussle. Heldigvis er værten Corny Collins mere end sine lækre moves og kiksede kommentarer, så han hyrer en ny slags rytmebombe. Tracy Turnblad er ikke bare buttet middelklasse, der er forelsket i showets stjerne Link Larkin, hun er også vild med den nye sorte musik og de dansegriller, de mørklødede venner har lært hende.

Det er 1960ernes USA, hvor raceadskillelse er et ligeså hot emne som den Motown-musik, der strømmer mod hitlisterne. Kultinstruktøren John Waters, hvis 1988-film blev til Broadway-musical i 2002, brugte racediskriminationen som funderende faktor for hans favoritfokus på outsidere og oprørere. Camp er Waters’ varemærke, men musicalen gør det campede mere poleret efterhånden som den er blevet et stykke komisk populærkultur for hele familien.

Det mest provokerende, der er tilbage er nogle veloplagte tekstbidder indimellem, og Trine Dansgaards oversættelse er fremragende. Både i sang og dialog popper de pludseligt op og rammer enten mellemgulv eller lattermuskel. En del af seksuel karakter, mere eller mindre eksplicit, men selvfølgelig mest om udseende og opførsel. 

En af de ikoniske replikker er den om at man altid kan blive stor, leveret af Tracys velpolstrede mor Edna i en blanding af skam og fryd. Martin Brygmann er pragtfuldt kitschet og hans komiske timing skaber nogle af showets bedste replikskift – ofte overfor det nye stjerneskud Nanna Rossen, der charmerer med kraft i både stemme og krop. 

Andre har sværere ved at løfte deres karakterer ud af det karikerede, når enten sang, dans, replik eller skuespil stivner med hårlakken. Mest galt går det for Lene Nystrøm, der før har vist dramatisk talent, men her knudrer teksten så meget at hendes producerbitch krakelerer. Som hendes Barbie-agtige datter er Julie Zangenberg helt ulidelig, og det skal hun naturligvis være, men der er for meget Zangenberg og for lidt Tussle. 

Det vrimler med markante biroller, og som i et ægte talentshow kæmper de alle om opmærksomheden. Silas Holst får den med sine vanlige charmetræk og lever fuldt op til navnet Corny, trods hans stemme dårligt kan trænge gennem det højtspillende orkester. Det kan hans partner Johannes Nymark bedre, og han er faktisk helt perfekt som Link Larkin, den ene øjeblik totalt blank og selvglad, det andet helt ydmyg overfor Tracy og den nye black power.

Ypperligst frydes man når den sorte soul, blues og funk kommer i spil, og Caroline Henderson er fuldstændig forrygende som Motormouth Maybelle. Hun er vild og fræk når hun synger om at kigge grundigt i hendes kogebog – med røde strømpebånd og lyse frizz-krøller, der står helt uden hårspray – i ’Buttet, blond og billedskøn’, der sammen med musicalens hitsang ’Et nyt beat banker på’ rykker allermest i dansestængerne. Og endnu mere suveræn i ’Alt det jeg har set’, som næsten matches sjæleligt af ’Det’ sådan det er’, sunget af stortalentet Jean Michel som Seaweed. 

Afrofantastisk, som Tracy udtrykker det, for i det hele taget er det de sortes aften. Helt i temaets ånd synger og danser de bare sejere, vildere og mere inspireret. De har så sandelig fortjent deres plads i talentshowet – hver dag, aften, nat. Og selvom hårlakken stadig hørmer og den dårlige smag overdøver det meste, så er alle glade. Som Corny siger: ”Sjovt som alt lykkes i fjernsynet.”