Chess

”Der er ingen grænser for mit hjertes land.” Det er en fin sætning, og fuld af følelse og kraft, når de to hovedpersoner i ’Chess’ afslutter hver deres akt. Men er betydningen helt den samme som i den originale, engelske opsætning? 

Tim Rices ikoniske sangtekster er for første gang oversat til dansk, og der er skruet op for de mere banale festligheder, hvor fordanskningen indpasses i Benny Andersson og Björn Ulvaeus’ sublime musikalske tempo- og klangskift. De velkendte toner fryder fra første sekund, og det varer ikke længe før gåsehud og nakkehår står lige så propert som skakbrikkerne. 

Tekstmæssigt er det en mere anstrengt oplevelse, for selvom oversætter Jesper Malmose har fat i essensen af historien og karaktererne, så er det nærmest umuligt at overføre de skarpe nuancer og finurlige metaforer, som Tim Rice excellere i. Storsange som ’Nobody’s Side’, ’I Know Him so Well’ og ‘Anthem’ – der hittede allerede inden West End-premieren i 1986 – lider naturligvis mest under de ofte flade danske gloser. Og så er det ret kikset at dansehittet ‘One Night in Bangkok’ stadig synges på engelsk, ovenikøbet ganske uinspireret, så kunne man have valgt den svenske løsning: at spille originalen som baggrundsmusik i natklubscenen.

De undgår heldigvis at blive for gammeldags i udtrykket, selvom Stig Rossen gør sit bravur i den stil. Selvfølgelig er der ikke meget liv i skakbrikker, men det er der både i koldkrigsdramaet og kærlighedshistorien. Alligevel står Rossen stiv som en istap på toppen af bjerget, da hans Anatoly skal spire kærlighed for Florence, hans modstanders sekundant. Det er naturligvis Rossens stjernepositur, og Anatoly er en stoisk russer, men det bliver altså for kedeligt. Også fordi de andre medvirkende synes instrueret i at følge trop. 

Xenia Lach-Nielsen er ellers vidunderligt stærk og rørende som Florence, der er splittet mellem mand og land, ambition og etik. Hun har det dramatiske talent, i både stemme og krop, og hendes soloer er formidable. Lyddesignet overvejende diskant er dog en udfordring, som rammer hendes høje toner i duetter og kvartetter. 

Mere ujævn er Bjarne Langhoffs amerikaner, der kommer til at virke overgearet, når han udruller sin hæse, rå stemme og spiller som en spradebasse på coke – det bliver ellers kun til et enkelt snif under ’Stakkels det barn’. Til sidst får man dog mere sympati for ham, imens russeren og hans ros mister troværdigheden.

Det bliver ”Alles kamp mod alle,” som Florence synger, og flere melder sig ud af det politiske spil, der kører i kulissen af skakspillet. For selvom spillet virker sort-hvidt, er det skakternede er ikke altid forudsigelig brikteori. Pludselig har nogen et nyt træk, et nyt mål. De festlige banaliteter som tyroler-italienere, russerdans og -druk, cheerleaders med pomponer og Bangkok-guldlir giver også liv i formaliteterne. Det holder, for ’Chess’ er af den slags musicalstøbning, der bekræfter at banaliteter og klicheer fungerer med et dragende og medrivende musik- og sangbillede. Et musicalhovedværk, der altid vil fornøje og betage.

Den originale tekst i ’Anthem’ er ”My Land’s only Borders lie around my Heart” og den har en helt anden poesi i viljen om fædrelandskærlighed. Den nye danske tekst går muligvis efter en moderne version, hvor offerrollerne er mindre, og hvor man gerne vil åbne sine grænser og sit hjerte. Hvilket er en fin tanke, men nu er det jo ikke det, denne musical er et tidsbillede på. Den handler om øst/vest-konflikten, og selvom verdensbilledet er et andet nu, er den konflikt på ingen måde løst, bare forandret. Og flere vinkler tyder på at vi netop nu passer på vores grænser, nationale som individuelle.