Anything Goes

Flintrende flot og fornøjeligt står de til søs – eller rettere: synger, danser og fjanter, så søgang får ny mening i kategorien ”alt tilladt”. Jazzbølgerne svinger lystigt i orkestergraven, og på luksuslinerdækket vajer kærlighedsforviklingerne som en hvirvelvind af livslyst.

Den chikke, luksuriøse stil er lagt fra første tone og trin, da showstjernen Reno overrasker børsdrengen Billy og fjerlet skridter over baren i sort/guld-glimmerkjole, flirtende med storhittet ’Jeg får et kick bar’ af dig’. Men han er forelsket i Hope, en societytøs, som på mors befaling skal giftes med den britiske Lord Evelyn, der har hang til mere eksotisk pragt, som Reno selvfølgelig kan få fristet frem.

For hver glimmerpryd, smykkepynt og hattefryd er der ligeså overvældende forviklinger og fjollerier, som instruktør Thomas Bendixen har ramt med perfekt timing i det oplagte farcetempo. Over dæk og styrbord går den komiske jagt på den ægte kærlighed, imens kaptajnen og hans crew desperat søger efter kendisser og forbrydere blandt passagerne.

Billy har flere grunde til forklædning, ligesom gangsteren Moonface agerer præst. Inden afgang snupper politiet dog en anden, som efterlader to kinesere, der måske ikke er kinesere. Og de er ikke de eneste, der kommer til at udgive sig for kinesere! Forveksling fryder, og humoren changerer fint imellem dem, der hele tiden kan genkende folk, og dem der bare er helt umulige til at kende deres venner. Deriblandt børshajen Elisha (Steen Springborg), der sejler sin egen barbåd (med lægeerklæring!) og snart må ty til kikkert for så alligevel at komme til at fri til en sømand.

De gør sig bestemt bemærket til at flirte med – i særdeleshed som Rikke Hvidbjergs bimbo-blondine gør forrygende hot og herligt i ’Skatter, pas på’, et af aftenens store solopletskud. En anden er Carsten Svendsens britiske lord, der finder ’Sigøjneren i mig’, og kaster sig ud i en toreadortango med Reno. Han er forestillingen igennem det komiske højdepunkt – med et særligt uflair for veste og stråhatte samt en higen efter at tillære sig nye (amerikanske) udtryk som ”lige på en studs” og ”vild i varmen”. Men også Preben Kristensens geværgejlede gangster udløser grineanfald – eksempelvis med mormors pipvise, og et fuppevisit i Elishas kahyt.

Det eneste, der halter lidt, er Billy og Hope. Både Kristine Marie Brendstrup og Silas Holst mangler kraft og tempo i stemmen til de sprælske Cole Porter-sange, og de får kun lige løftet den vidunderlige ’Det’ for dejligt.’ Silas bør også dæmpe de skarpe dansemarkeringer og hovedtræk, det hører til i de andre ungdomsroller han har kørt de sidste par år. Her skal det være elegant dans frem for alt, hvilket alle andre excellerer i. I anden akt går det dog bedre med at slappe af og blive en del af ensemblet.

Silas er muligvis den største stjerne på plakaten, men det er Camille-Cathrine Rommedahl som Reno, der stråler størst i ’Anything Goes’. Hun brillerer i alle kategorier, har de største sang- og dansenumre, de fleste og ypperste kostumer, og hun samler hele balladen i fremragende stil. Det bliver simpelthen ikke bedre end den forrygende charleston-jazzede cabaret-bombe ’Blæs, Gabriel, blæs’, og titelnummeret er ligeledes en energibombe med det lækreste ensemblestep, man kan ønske sig.

Netop det er det mest fantastiske og vellykkede ved ’Anything Goes’: At de holder ensemblestilen tophøj og giver masser af udfoldelse til de mange store talenter ombord på denne luksusliner. Sangere, dansere, musikere – ikke mindst den imposante art deco-scenografi og de funklende kostumer af Paul Farnsworth. Man bliver i så fantastisk humør af denne klassiske 1930-fest med stil, stemning og spektakel i topklasse. Som de synger: ”Fortryllende, forførende, forundrende…” – og som blondinen tilføjer: ”forbarmende” – tilsæt selv flere af de forsødende f-ord! Anything Goes!