Waitress

Der bliver bagt og bagt. Tærte, hjerte og en lille smule smerte. Det er den store bagedyst, hvor nogen forfører med tærter, andre flirter flabet og nogen bejler med poesi, der ikke rimer. 

I Joe’s Pie Diner søger de alle sammen et stykke med lykke – om det er den perfekte pie eller den perfekte partner – og det bliver æltet godt sammen i sentimentalitetens sødeste navn. Til de gennemgående kortoner: ”Sukker… smør… mel” – det sødt, det fedtet, det klistrer. 

Titelkarakteren Jenna (Maria Lucia Heiberg Rosenberg) er blevet gravid, selvom hun ikke elsker (med) sin mand (Jesper Paasch), men han drak hende fuld, og er i det hele taget en fæl fyr, der snupper hendes løn samt truer og/eller slår hende sporadisk. Så da den rare gynækolog Pomatter (Lars Mølsted) tilbyder ekstra konsultationer, kommer der gang i de søde ingredienser. Også for de to andre tærtetøser: Den unge spirrevip Dawn (Monica Isa Andersen) bliver forelsket på sin første date, og den modne blondine Becky (Sara Gadborg) falder i armene på chefen Cal (Mads M. Nielsen).

Her er en diskret ide om kvinder, der går efter deres egen lykke – men det er i en underlig ubalance med den oversødede sentimentalitet og de pludselige input af kitsch-kække oneliners, oftest fra Cal og Becky. Mest af alt er det ret tøset og pastelramt, også i den gennemførte scenografi af 50er-nostalgi.

’Waitress’ er en af de nyere musicalsucceser – premiere på Broadway 2016 og Londons West End 2019 – der er inspireret af en film (fra 2007) og på traditionel amerikansk vis poppet op med en Grammy-darlings kompositioner. Men Sara Bareilles har ikke gang i hitmaterialet her, og hendes overskrevne sangtekster får et endnu mere febrilsk udtryk i den danske oversættelse, der ofte ikke virker særlig melodiøs.

Det er tydeligt en udfordring for det ellers rutinerede musicalcast at få flow i sangene, men de har heldigvis masser af livlig udstråling og sikker levering af de indimellem lidt for sentimentale eller corny replikker. Det er helt klart ensemblet af forskellige typer og talenter, der gør det hele værd at se.

Maria Lucia Heiberg Rosenberg er stjernen, hvis charme og nærvær altid gør lykke, men der er ikke så mange nuancer at gøre med denne titelkarakter af venlighed og godhed. En del af hendes sange kører rundt i toneskift, så selvom hun normalt ikke har en falsk tone, snerter det lidt her. Men mod slutningen leverer hun en perfekt og rørende ’Engang var hun min’ – showets bedste sang, sammen med duetterne (med Lars Mølsted): ’Dum ide med os to’ og ’Alting forandres.’

Handlingen er ret tynd og forudsigelig i ’Waitress,’ og generelt tenderes der mod det overbagte og forsukrede. Ja, der er meget tærtesnak, af svingende fornøjelse, men det er alligevel sjovt at give tærterne stemningsnavne, som eksempelvis ”forrådt af mine æg” og ”gi’r dig næsten troen tilbage.” Og de har helt sikkert både tærte og hjerte med masser af effekt til at afveje smerte.