Sommerballet - Lolita

Lolitaen af 2015 er ikke lige til at greje. Så årets Sommerballet sætter sit fokus på manden, der begærer hende – og splitter ham i to. Men selvfølgelig er det alligevel Lolita, der danser sig til opmærksomheden.

Uskyld med kølig og koket attitude, der afspejler nutidens pigeseksualitet, i den legende, drillende flirt. Og ikke helt så uvidende om det, hun vækker i mænd. Med sin über-yndige udstråling er kongelig balletsolist Ida Praetorius en perfekt Lolita-ballerina. Indimellem helt dukkeagtig – som det objekt manden fæster sig ved i sit begær.

Denne objektivisering er blandt de oprørte tolkninger af Vladimir Nabokovs berømte roman fra 1955, og der kunne snildt trækkes stærkere tråde til nutidens pigeidealer. Men Cathy Marston, der også koreograferede ’Elefantmanden’ for et par år siden, går mere ordinært til værket ved at spalte Humbert Humbert i to profiler: Lysten og samvittigheden.

Franske Gildas Diquero er ganske dynamisk som den lystfyldte, mens tidligere kongelig solodanser Mads Blangstrup i lange sekvenser er henvist til en stenet eller krympet udgave af den samvittighedsfulde. Men når de spejler sig i hinanden eller slås for deres overbevisning, er udtrykket intenst.

Fascinerende nok er det ikke dobbeltheden eller tosomheden, der er mest interessant og dynamisk – det er treheden og trekantsdramaet, som koreografien topper med. Yderst rørende i dansene hvor Lolita og hendes mor dyster om Humberts opmærksomhed, som leg versus sex. Spillevende når Lolita svinger sig i et bilrat og Humbert dingler efter, med dobbeltgængeren på slæb. Og allermest magisk med Lolita i en gyngende seng, som Humbert forsøger at bestige – og den uhyggelige vending med en tredje persons indtrængen.

Det meste af scenografien hænger og svæver ned fra loftet, og fires ned når det skal i brug: Gyngestol, bilruder, hulahopring, seng, lysstofrør og brudeslør. Trods enkeltheden føles scenen ekstremt levende, og især musik og sampling af Jesper Mechlenburg skaber stemningen. 1950’er-frejdig med The Chordettes’ ’Lollipop’ bryder friskt de moderne mix af elektrobeats med klassiske stryger- og klavertoner i mol.

Det er gru og depravation, og indimellem synes selv smilene at stivne. Så selvom der er kærlighed og sex på agendaen, og man kan synes at samvittighedsprofilen glatter Humberts gerninger ud, så er ’Lolita’ på ingen måde en pæn historie. Romanen er naturligvis meget skarpere, uddyber Lolita-begrebet og slutter aldeles mere tragisk end denne opsætning.

Men ’Lolita’ er bestemt et værdigt værk til at fejre Sommerballettens 25-års jubilæum, og Alexander Kølpin og co. er tilbage i ypperlig, moderne balletstil efter sidste års sidespring med musikalsk overtag. ’Lolita’ er så tidløs en historie at den kan udvikles, videretolkes og genskabes mange gange, og det kunne ende med en helt perfekt ’Lolita’ – af hvilken som helst årgang. 2015 er Ida Praetorius’ år!