Sommerballet 2013

Ydre og indre skønhed er i fokus på dette års Sommerballet på Bellevue Teatret, hvor to gotiske mesterværker fortolkes med fuld intensitet og fabelagtig kropslighed. ’The Picture of Dorian Gray’ og ‘Elefantmanden’ kædes sammen på flere planer, men er mest af alt modspejlinger af det smukke og grimme.

Den ydre skønhed repræsenteres af Dorian Gray – Oscar Wildes klassiker om den selvglade model, der sælger sin sjæl for at forblive ung og smuk ved at lade sit malerportræt ældes og fordærves i stedet. Særdeles oplagt til balletfortolkning, og det har da også været en drøm gennem 20 år for de tjekkiske tvillinger Otto og Jiří Bubeníček. Det lykkedes for et par år siden i hjemlandet, og nu trumfer de derudaf.

Scenografi, lys og lyd er enkel, og giver plads til Bubeníček-koreografi og -dans i absolut topklasse. Det er maskulint og råt, men også yndefuldt og følsomt. Bare overkroppe og hudfarvede tights gør kropsligheden så intens, intim og indimellem erotisk at luftfugtigheden stiger prompte.

Det er allerbedst og stærkest, når de to balletbrødre spejler sig i hinanden som Dorian Gray, og det splittede ydre og indre bliver til yderst kraftfulde udtryk af moderne ballet. Deres synkronitet er eminent – fra glimt i øjnene til spændte muskler.

De andre karakterer, som Jiří danser i andre klæder, er lidt uklare, og ender med at forvirre dem, der søger historien. Ligeledes er scenen med spanske Raquél Martinez smuk og romantisk, men trækker ned både tempomæssigt og tematisk. Bubeníček er mere dans end dramaturgi, og dermed er denne første del af Sommerballetten den mest klassiske.

Efter pausen går det mere eksperimenterende til. For Alexander Kølpin er god til at bevæge sig ud over grænserne, og han har uden tvivl sat sit præg på den veludviklede dramaturgi i koreograf Cathy Marstons spritnye fortolkning af ’Elefantmanden’. Kølpin har længe drømt om at agere Joseph Merrick, der siden teenageårene blev udstillet med sine ekstreme deformiteter – først i freakshows og siden på hospitaler. Mødet med lægen Frederick Treves bliver et stort vendepunkt og åbenbaringen af den indre skønhed.

Her er mere scenografi og flere rekvisitter, men stadig neddæmpet. Særligt god er karrusellen i starten, og tematisk optimalt bliver det naturligvis med de mange spejlreflekser – oftest med forvrængning. Kostumerne har deres kreative præg, selvom de vatpolstrede deformiteter er ret kiksede (man forstår, hvorfor de har droppet hovedbulerne).

Helt fabelagtig og ret så gotisk er musikken af Louise Alenius, der dog mere formidler lydbilleder på det grumme end det smukke. Og Elefantmandens xylofon-svirpen får det stadig til at løbe koldt ned ad ryggen.

Det er fantastisk at turde lægge så meget skuespil ind i en balletforestilling, og det er et flot og rørende eksperiment. Den første lægeinspektion er en brillant blanding af forskellige stilarter, nyt som gammelt.

Kølpin har sin sag for med begrænset bevægelighed og udvidet spillerum. Lidelse er ikke det, han gør bedst, og man ønsker sig mere dans fra en af Danmarks bedste kroppe. Balletboss Nikolaj Hübbe får mere ud af sin læge, selvom han næsten er for perfekt i det renskurede, lyse look.

Men deres fælles scener er fulde af vitalitet og kemi, som bekræfter det scoop, det er, at de to balletkoryfæer deler scene igen efter 22 år. Mere af det, tak!