Sommerballet – Gravity

Alt for lidt dans til at være en danseforestilling, og alt for lidt ballet til at være en sommerballet. Alexander Kølpin og hans ’Sommerballet’ har altid været nytænkende og inspirerende i sit mix af genrer og talenter, men i år kommer man ikke meget på tæerne i konceptudvikling.

’Gravity’ er mere en teaterkoncert, end en danseforestilling. Men når artisten i centrum er Mads Langer kan det selvfølgelig ikke gå galt – han rocker suverænt sjælen ind i Bellevue.

Han åbner råt og inderligt med ’Dire Straits’, og den yderst simple koreografi gør hurtigt klart, at de seks dansere kun har mindre biroller i dette Langer-show. Dansen er underspillet, og overraskelserne er minimale. Ofte bliver det bare til nogle kantede armbevægelser og kedelige gangøvelser.

Når det går vildt for sig er det mere grundet kostumeflippet med flagrende, flerfarvede kapper, der ikke altid lader sig styre – med mindre de hænges over lampeskærme og hæves op i loftet. Sammen med hattene og basis-dansetræningstøj efterlader de et rodet indtryk, der flyver fra western, sigøjner og toreador til bandager og spændetrøjer. Paraplyer og vandkander fremmer heller ikke forståelsen, men det er der dog en vis poesi i.

Ordet gravity reflekterer interessante motiver, som kunne formidles i dans, men her fokuseres på et: Alvor. Selv efter pausen, hvor man ellers forventer at dansen opgraderes, og der lægges ud med ’No Gravity’, showets mest letsindige – og tyngdefri – sang. Men alene ved flyglet sætter melankolien ind igen, og chancen for at vise dansernes mere løsslupne natur synes forpasset. I stedet nedsænkes de førnævnte lampeskærme med kapperne, der i de efterfølgende numre hives af og på kroppene igen og igen.

Drejescenen med en metalkonstruktion fungerer fint, og lysdesignet holder også lidt over koncertstandard. Særligt i den semi-instrumentale ’Too Close’, hvor dansen også får allermest udfoldelsesrum. Stærkt efterfulgt af en af de smukkeste ballader i Langers repertoire ’The River has run Wild’. Her mærker man for første gang siden åbningsnummeret sårbarheden, når Mads går i næsten-nærkontakt med den kongelige balletdanser Femke Mølbach Slot. Smukt og medrivende.

Showet udstråler stor respekt for Langers musik, men også en følelse af berøringsangst. Der udtrykkes jo ikke en tyvendedel af de temaer og følelser, der vælter ud af teksterne. Det er ifølge koreograf Anja Gaardboe et valg med ”undladt dans, når Mads står stærkest selv”, ligesom hun ville efterstræbe at integrere dansen uden at det blev patetisk.

Det virker kunstnerisk svagt og slapt. Normalt er det jo det, der skaber en ny dimension: Andres tolkning af værket. Den er for begrænset her. Desuden har Langers musik aldrig ramt en patetisk node – heller ikke på Bellevue. Masser af følelser, ja, men med nerve, ægthed og inderlighed som hans uforlignelige stemme sætter lige i hjerte-smertekulen.

’Gravity’ dunker godt nok ekstra elektrisk lydformat og rå-faktor på, men det går snildt i tråd med Mads Langers bestræbelser det seneste års tid. Han har fundet sin gravity – det har Sommerballetten ikke helt.