Ny skøjtehal ved Østre Gasværk
Efter 10 års istørke får byens hockeybisser og skøjteprinsesser endelig igen en rigtig skøjtehal på Østerbro.
Ved fodboldbanerne bag cirkelrunde Østre Gasværk Teater står et sært gummitelt, der gennem et årti har udgjort den eneste mulighed for at komme på glatis for skøjteforeninger og ishockeyklubber i landets folkerigeste kommune.
Trods navnet er Østre Skøjtehal blot en stor oppustelig bobbel og en midlertidig erstatning lige siden Østerbro Skøjtehal inde ved siden af Parken blev revet ned. Først var den nødtørftige løsning pustet op ved Ryparken, og i 2011 flyttede den til Østre Gasværksgrunden.
Sidste år fik isfattige Københavns Kommune så endelig en rigtig skøjtehal igen med Ørestad Skøjtehal få meter fra Royal Arena. Og nu bliver den midlertidige Østre Skøjtehal også erstattet af en rigtig og permanent en af slagsen på det ydre Østerbro.
I starten af 2021 skal den 5.000 kvadratmeter store hal byde sig til for byens isafhængige foreninger og alle andre skøjtelystne københavnere.
Men en isbane på de internationale mål 30x60 meter, plads til 500 tilskuere og selvfølgelig de længe savnede klublokaler og -faciliteter.
Sammen med Østre Gasværk Teater bliver skøjtehallen centrum i fremtidige Østre Gasværk Kvarteret, omgivet af en række nye boligkarréer. Hallen får panoramavinduer ud mod Svanemølleværket og fodboldarealerne, som bliver liggende på den nordlige del af gasværksgrunden.
Skøjtehallen skal opføres og drives som et offentlig-privat partnerskab, et såkaldt OPP, som det i hovedstaden også kendes fra den nye Flintholm Svømmehal og prisbelønnede Sundbyøsterhal II ved Amagerbrogade.
I Østre Gasværk Kvarteret kommer det til at betyde, at Københavns Kommune står for den daglig drift og betaler regningen på 170 mio. kroner for hallen og områdets kommende parkeringshus, mens ejendomsforvalteren DEAS og entreprenøren CASA skal opføre dem og stå for det ind- og udvendige vedligehold i de første 24 år.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!