Skabelsen

Det er en fornøjelse at opleve Ulla Henningsen i rollen som selveste jordens Skaber. Men mere sådan rigtig godt er der ikke at sige om Husets Teaters nye forestilling 'Skabelsen'. 

Der er dømt campingstemning på forscenen, da løjerne starter – og løjer er det så afgjort: En ung mand (Brian Hjulmann) i campingoutfit giver den som starstruck og småmanisk gæst hos den ældre Skaberinde solidt plantet i en fold-ud-stol. 

Men campingstemningen forsvinder brat efter de første tyve minutter, idet en håndfuld store, grønne presenninger, som hidtil har afskærmet bagscenen, rives ned. Brian Hjulmanns karakter har netop spist af æblet og herpå følger et helt bogstaveligt syndefald oveni en bunke larmende tønder. Og med i faldet ryger altså også presenningerne. Manøvren fremstår en smule klodset, hvilket er en generel tendens for forestillingen. 

Visse steder er klodsetheden dog både charmerende og veltimet til dén jordnære stil, som Ulla Henningsens skaberfigur står for, og som også Brian Hjulmann mestrer godt. Det er både morsomt og forfriskende med en kvindelig gud, der i øvrigt både drikker dåsebajere og bander. 

Salen griner mere, end man ville regne med i forestillingens umiddelbart støvede tema, måske netop på grund af samspillet med Hjulmanns nervøse og klodsede menneskefigur. Samspillet giver en Skaber med 100 procent underspillet, naturlig autoritet og jackpot på prolle-sejheds-kontoen. Især en passage, hvor den noget modvillige Skaber genfortæller de første fem dage af skabelsesberetningen, imens vores mandlige menneskerepræsentant hepper begejstret på sidelinjen og kommer med tilråb, der bestemt ikke passer Fru Skaber, sidder i skabet. 

Problemet med 'Skabelsen' er, at den vil for mange ting i samme forestilling. Den første del er som beskrevet både sjov og overraskende, men efter det dramatiske syndefald, er det som om en helt ny forestilling – i en helt ny genre – begynder. 

Pludselig er alting dødhamrende dystert, makabert og meget, meget voldsomt. Lyset dæmpes, og mekanisk kommer skuespillerne ind på scenen igen, hvorefter Hjulmand spiser sit eget bræk med kniv og gaffel og Henningsen vrider sig rundt på gulvet i ren ekstase. Hvilket igen afløses af Hjulmann, der nu med blodige hænder tager sig til pikken og begynder at voldtage et vandfad. Musikken dundrer metallisk og larmende derudad. 

Accelerationen til dette stadium fra den underfundige og jordnære begyndelse går simpelthen alt for stærkt. Hvad sker der? Hvad laver de? Vi er slet ikke med på, hvad det er for nogle følelser, der ligger bag de ekspressive udtryk (der sådan set leveres overbevisende nok), så vi ender i ren form: I ren, overdreven ekspressivitet. Vi kan ikke forstå det, ikke følge med, og derfor absolut heller ikke mærke det. Vi er sat udenfor, og det, vi ser, fremstår mere karikeret end vedkommende. 

Lyset både her og i resten af forestillingen er dog ganske specielt og opfindsomt udført. Vand og en roterende cementblander er blandt de ingredienser, der gør forestillingens (Mads Vegas-designede) lysoplevelse interessant. 

Den sidste del er igen mere afdæmpet, hvilket føles som lettelse, og her kender vi den underspillede Skaber igen. Der indtræffer dog ikke af den grund en forklaring eller dybere mening med det hele – i hvert fald ikke for mig. Det er sådan set interessante temaer, der behandles: Hvad er livet værd, når nu det kun er midlertidigt? Er det hele meningsløst? Er jorden verdens centrum, eller er det bare os, der oplever det sådan? 

Igen bliver det bare et problem, at de store temaer – ligesom de store følelser – ikke kobles på en begribelig måde til karakterernes egne historier eller oplevelser. Ordene flyver forbi det, vi ser (og lige har set) udfolde sig på scenen. Og dermed også forbi os, der kigger på. De bliver abstrakte. 

Den nye teaterchef på Husets Teater, Jens Albinus, har skabt en forestilling, der vinder sin styrke i de jordnære passager, men – som jeg oplever det – desværre taber sit publikum så meget på gulvet i dens vovede højder, at det bliver rigtig svært at få enderne til at mødes.