I Love Dick

Med nærmere eftertanke undrer det en smule, at ’I Love Dick’ først i efteråret 2019 bliver til teater i dansk regi. Selvom det er noget af en mundfuld teaterchef Jens Albinus har kastet sig ud i gennem bearbejdelse af romanen, er det da egentlig på tide!

Romanen, som foruden utallige breve indeholder essays og refleksioner i et umiddelbart ret rodet flet, har de senere år tilegnet sig status som kultroman og feministisk klassiker, selvom den ved udgivelsen i 1997 solgte få eksemplarer. Den er blevet fortolket i tv-serien af samme navn i 2017 og af sangerinden Jenny Hval med ’Conceptual Romance.’ 

På Husets Teater har man sat forestillingen op med Marina Bouras i hovedrollen. Og det er virkelig velvalgt. Hun er intens, nervøs og tåkrummende. Eneste minus må være, at hun er for pæn, hendes øjne stråler for meget i forhold til, hvordan Sylvère (Steen Stig Lommer) beskriver hende i deres første møde; en anorektisk pige… ”lige ud af en Virginia Wolff roman”.  

Den fragmenterede roman af Chris Kraus tager sit udgangspunkt i kvinden Chris’ besættelse af mande-manden, Dick. De har mødt hinanden en enkel gang, i selskab med Chris’ mand Sylvère, og det igangsætter en strøm af breve til Dick. Kortvarigt sætter den ensidige brevskrivning også elektriske stød i det ellers udtørrede ægteskab, men det holder selvfølgelig ikke i længden. 

En væg der mest minder om et ujævnt plankegulv på højkant står yderst på scenen. Foran den står Sylvère og Chris. De præsenterer sig. Igen og igen for at få alle detaljerne med; en akademiker med speciale i Holocaust og Proust og en spirende, eller måske nærmere en falleret filmskaber. Grebet er godt, for det cementerer den prætentiøse kulturelite, de befinder sig i og ikke mindst ser sig selv gennem. 

Det særegne ved ’I Love Dick’ og det, der har gjort det til en kultklassiker er den ensidige fokus på manden som objekt. I romanen lærer vi egentlig ikke særlig meget om Dick, udover at han er akademiker, en enspænder og hovedperson for Chris’ begær. 

Helt anderledes forholder det sig i tv-serien. Den er meget vellykket, men man kan ikke andet end at ærgres over det indblik, vi får i Dick, og ikke mindst den udvikling han undergår, for en af bogens vigtigste pointe er, at Dick er et objekt for Chris, hvori hun skyder al kraft og kærlighed, men han har ingen dybde, vi (og Chris) ved ikke rigtig noget om ham som person. Præcis som kvinder nærmest altid er blevet fremstillet i kunst.  

Forestillingen holder sig tro til romanen, Dick fylder ikke særlig meget, og det fungerer rigtig godt. Væggen med plankerne bliver momentvis til en skærm, hvor han dukker op, et rigtig velfungerede greb for at illustrere hans tilstedeværelse i deres liv, uden at han egentlig er der. 

Væggen braser sammen, og det går op for Sylvère, at Chris ikke blot er interesseret i Dick som en leg eller kunstnerisk koncept. Det er også et kødeligt begær. Hendes besættelse er længslen efter det, hun ikke kan få i ægteskabet. Hun vil være andet end en hjerne, hun vil forstå kroppens begær, lysten. 

Chris drager alene videre på rejsen efter Dick, efter begæret. Alt kollapser, og den smerte føler vi. Scenografien er simpel, men ganske enkelt genial. Den minder som en stor freudiansk psykoanalyse, hvor overjeg’et og jeg’et stille og rolig falder fra hinanden, væg for væg, i takt med Chris’ desperation og undersøgelse af sit begær. 

Chris roder rundt på et podie, der afgiver lyd, når hun bevæger sig; hvad sker der, når man bevæger sig væk fra det tænkte og ind i kroppens lyst? Kønt og konceptuelt er det langt fra, og endelig etableres et møde mellem Chris og Dick, der spilles af Jimmy Jørgensen. Han har uden tvivl noget af den rå maskulinitet, som karakteren Dick bør have. Men han er svær at mærke; han mangler den elitære, helt igennem trælse overlegenhed, jeg oplever i Dick i romanen. I stedet er han blot fjoget inden deres hyrdetime og tvær i den efterfølgende afvisning. 

’I Love Dick’ bæres sindssygt flot af Marina Bouras; det er en enestående præstation. Det bliver forhåbentligt ikke sidste gang, den bliver opsat som forestilling, der er uanede muligheder for fortolkninger – Husets Teaters version er et virkelig stærkt bud.