Sidste Skrig

Et godt gys kan komme af mange forskellige oplevelser. Spænding, vold, mystik, smerte, uhygge. Gæstespillet ’Sidste skrig’ har alle disse elementer, men ingen af dem bliver til gys.

Desværre, for teatereksperimentet lyder ellers godt og gysende: At få folk til at stå ansigt til ansigt med uhyggen. Og at udviske distancen mellem publikum og de optrædende. Det kræver en vis intimitet, og hver forestilling er derfor forbeholdt en lille skare på max 30 tilskuere.

Der går ikke mange sekunder, før man føler sig særligt indbudt, for en lillepige byder straks på små dybrøde bær. De ligner dem, man som barn fik at vide var måske-giftige, og man tjekker raskt om andre spiser dem. Men ok, dødssyge publikummer skaber jo ikke et show, vel? I slutningen af forestillingen bliver de røde bær til blod, og det er det eneste splat, vi får.

Showet har tre dele, hvoraf den første er ganske mystificerende. De alternative former for stoledans – gående, liggende, siddende, slyngende, dansende, stridende – bliver lidt kedelige i længden.

Det lover næsten Twin Peaks-drilsk, da en kvinde i rød velourkjole og glimmerrødt om øjnene entrerer, stirrer slemt på os og byder os hen til restaurantbordene. Men snart synger hun den samme sang om og om igen. Imens vi venter på enkeltvis at blive inviteret ned i uhyggens hule, hvor anden og tredje del udspiller sig.

Mere mystik, men her fungerer stemningen og uhyggen optimalt. Med elektroniske skræmmetoner i ørene (via høretelefoner) og en lettere diffus rumfølelse af dis og lys. Nysgerrige bevæger vi os rundt blandt lamper af børnetøj, illuminerede babydukker og et badekar fyldt med fjer. Der kunne sagtens være mere at pirre rædslen med, og ventetiden bliver igen lang for de først ankomne.

Endeligt absolveres familiedramaet bag glasruder og gardiner, hvor man kommer ekstremt tæt på smerten og ondsindet.

Ude i virkeligheden igen føles alt som en ond drøm. Usammenhængende og konturløs.

For at forstå historien er det væsentligt at vide, at inspirationen til ’Sidste skrig’ er hentet fra Danmarkshistoriens største massemordersag: Dagmar Overbye, også kaldet Englemagersken, der i starten af 1900-tallet myrdede mere end 20 spædbørn.

Forestillingen er målrettet teenagere – og andre, der tør at gyse – men de bliver nok svært skuffede over de manglende fare-, splat- og chokeffekter. Opsætningen er alt for kunstnerisk, og den slags kan ofte vise sig som gysets største killer.